Gå til hovedindhold

Hvad er biodiversitet og hvorfor er den vigtig?

Biodiversitet er en bred betegnelse, der dækker over mangfoldigheden af alle levende organismer, deres genetiske variation og interaktionen mellem disse livsformer inden for økosystemer.

Indhold

    Biodiversiteten er presset. En del arter er allerede forsvundet, og mange er truede af udryddelse i de kommende årtier. Man taler om en decideret biodiversitetskrise, dvs. at levesteder og arter forsvinder med en hastighed som er 100-1000 gange hurtigere, end forventet. 

    Grunden til den hurtige tilbagegang i biodiversiteten er menneskets stadig mere omfattende og effektive udnyttelse af jordens ressourcer. Produktion, byer, veje mv. optager en større og større del af vores areal, hvormed der bliver mindre og mindre plads til levesteder. 

    For de fleste mennesker har naturen en værdi i sig selv. Naturen giver oplevelser, og den store mangfoldighed af arter har altid været en kilde til inspiration for mange. Vi står i dag med muligheden for at reagere på den udvikling, der er i gang, og man kan argumentere for, at vi i dag ikke har retten til at berøve de kommende generationer de oplevelser i naturen, vi selv har haft. Endelig har de mange arter en berettigelse i sig selv. Vi mennesker er blot én af jordens mange skabninger, og vi bør dele jorden med alle andre levende væsner. 

    Du kan finde mere information i Hedensted Kommunes Strategi for biodiversitet, og også fx på Miljøstyrelsens hjemmeside 

    Viden om natur er vigtig

    Vores viden om natur og dermed biodiversitet hænger sammen med vores syn på natur og biodiversitet – jo mere man ved og forstår, jo mere betyder det. Derfor er viden om naturen en vigtig brik i målet om at hjælpe biodiversiteten.

    Der findes mange muligheder for at blive klogere på naturen omkring os.

    Danmarks Naturfredningsforening har sammen med Naturhistorisk Museum udviklet en liste på 99-arter, som alle bør kende, inden vi bliver voksne. Det er et godt sted at starte (også selvom du ikke nåede det, inden du blev voksen), hvis du vil lære nogle af Danmarks vilde dyr og planter at kende.

    For dem, der gerne vil gå endnu grundigere til værks med viden om Danmarks vilde dyr og planter, så findes der meget information på Fugle og Natur. Mere viden om fugle kan fås på Dansk Ornitologisk Forening og på den såkaldte dofbasen. Viden om svampe kan findes på Danmarks Svampeatlas eller via Danmarks Svampeatlas app.

    Oplevelser i naturen kan også bidrage til viden og til at påskønne den natur vi har. 

    På hjemmesiden Vores Natur kan du finde en lang række forslag til ture i naturen i hele Danmark, og du kan vælge hvilke naturtyper du ønsker at opleve. Her på hjemmesiden findes også mange forslag til at tage på opdagelse i de smukke omgivelser her i Hedensted Kommune.

    På hjemmesiden Ud i Naturen kan du finde ture mv. i hele landet.