Gå til hovedindhold

10 gode råd til ansøgningsprocessen

Bliv klædt bedre på til ansøgningsprocessen med disse råd

Indhold

    Nedenfor er der en række gode råd, som I kan tage med i jeres arbejde med at fundraise til jeres projekt.

    1. Skriv kort og præcist

    men selvfølgelig også fyldestgørende. Fondsbestyrelsen eller de, der bevilger midlerne, modtager typisk flere ansøgninger, end de kan honorere, så de vil naturligvis gerne have korte, præcise beskrivelser.

    2. Find lokale alliancer

    Det virker altid positivt, hvis du har tænkt lokale interesser ind i dit projekt. Det kan for eksempel være tilsagn om lokal medfinansiering fra Kommunalbestyrelsen eller et samarbejde med foreninger.

    3. Hav fokus på det nyskabende

    Fonde er ikke glade for at kopiere andre, og derfor er det vigtigt altid at have øje for det nyskabende og anderledes i projektet. Du kan ikke forvente at få midler til ”hyldeprojekter” og den løbende drift.

    4. Tag tidlig kontakt

    Det er en god ting at være i god tid med din ansøgning, men du må heller ikke være så tidligt ude, at du kun har en idé og ikke har været ude at undersøge mulighederne for implementering endnu. Det er vigtigt, at du har en afklaring ift. egenfinansiering og evt. tilladelser.

    5. Tag personlig kontakt – få en "ambassadør"

    Det er godt at få en kontaktperson i fonden eller puljen. På den måde får du kvalificeret rådgivning til at færdiggøre din projektbeskrivelse og udforme en ansøgning, der lever op til fondens krav og betingelser.

    6. Vær bevidst om, hvilket projekt du vil have

    Du skal være bevidst om, hvad det er for et projekt, du vil sætte i værk og være loyal over for din idé. Derfor skal du for eksempel ikke dreje projektet i en anden retning bare for at få midlerne i hus.

    7. Spild hverken din eller fondens tid

    Sæt dig ind i fondens formål og vedtægter og koncentrer dig om de fonde, der passer til dit projekt i stedet for at skyde med spredehagl efter mange fonde. Brug kræfterne på at målrette din ansøgning til den enkelte fond. Omkring 40% af alle ansøgninger ryger i fondens skraldespand, fordi de ikke opfylder formalia. 

    8. Vurder trends

    Det er væsentligt at se på, hvad der rører sig i lokalsamfundet. Er der for eksempel fokus på udviklingstendenser inden for sundhed eller socialt arbejde, som du kan tænke med ind i dit projekt.

    9. Fortæl, hvem du ellers har søgt hos

    Det er de færreste fonde, der foretrækker at være alene om et projekt. Derfor kan det være en fordel, hvis en anden fond allerede har givet positivt tilsagn om støtte. Det bevirker, at projektet har fået en form for blåstempling.

    10. Beskriv ”livet efter fondsstøtten”

    Det har betydning for dit projekt, om det kan videreføres efter en given projektperiode. Det er godt, hvis du kan dokumentere, at de nye faciliteter og aktiviteter kan leve efter projektperioden.