Gå til hovedindhold
Pressemeddelelse

Blandt de bedste til beskæftigelse: Nu går virksomheder og kommune sammen om ny markering af socialt ansvar

Sammen med det lokale erhvervsliv lancerer Hedensted Kommune nu Diplom for Social Ansvarlighed. En anerkendelse som kan opnås af virksomheder, der gør en særlig indsats for at skabe et inkluderende arbejdsmarked. Ordningen lanceres i regi af AnsvarligHedensted, som tidligere på året afløste Code of Care.

10. sep. 2024

Indhold

    Fra 1. oktober til 15. november kan virksomheder, virksomheders ansatte, ansatte i kommunen og samarbejdspartnere indstille lokale virksomheder til Diplom for Social Ansvarlighed – en særlig anerkendelse til virksomheder, som går forrest for at skabe et arbejdsmarked, hvor alle kan være med. Og et arbejdsmarked, hvor virksomheder sammen med kommune, uddannelsessteder m.fl. bidrager til fremtidens kvalificerede arbejdskraft.

    At der er noget at anerkende, viser både registerdata og mange historier fra det lokale erhvervsliv.

    Det forklarer Hedensted-borgmester Ole Vind (V):

    - Vi ved jo fx, at virksomhederne i Hedensted Kommune er blandt de allerbedste i Danmark til at skabe småjobs, fleksjob og på andre måder er med til at sluse mennesker, som har særlige udfordringer tilbage i beskæftigelse. Det kan vi både se i officielle statistikker, men også i den lokale ledighed, som er den laveste i Østjylland, så der er mange, der fortjener et klap på skulderen.

    Han suppleres af Lars Jensen (C), formand for Udvalget for Beskæftigelse i Hedensted Kommune:

    - Vi støder ofte på gode, konkrete historier hos vores virksomheder, fordi de er ekstremt dygtige til at give tid og rum til medarbejdere med forskellige forudsætninger eller til at tage ansvar for at uddanne unge. Det synes vi er vigtigt at synliggøre og anerkende, for de gode eksempler smitter og er med til at skabe en kultur, som gør en forskel. Ikke blot for den enkelte borger, men for hele Hedensted Kommune.

    Virksomhedernes tilgang og resultater på området kan de altså nu opnå et synligt bevis på.

    For at blive indstillet til diplomet skal virksomheden leve op til minimum to ud af seks udvalgte kriterier.

    - Der er mange aspekter i at tage socialt ansvar, og det forsøger vi at rumme med det nye diplom, som fx kan tage afsæt i virksomhedens evne til at fastholde medarbejdere på arbejdsmarkedet, bidrage til at flere tager en erhvervsuddannelse eller at sikre et rummeligt arbejdsmarked for fx flygtninge eller borgere på kanten af arbejdsmarkedet, forklarer Lars Jensen (C)

    FAKTA:

    • AnsvarligHedensted er et nydannet samarbejde mellem Hedensted Kommune og lokale virksomheder.
    • AnsvarligHedensted står bag det nye Diplom for Social Ansvarlighed, som virksomheder kan indstilles til i perioden 1. oktober til 15. november 2024.
    • Virksomheder, som anerkendes med et diplom, kontaktes direkte og får personligt overrakt diplomet ved besøg på virksomheden.
    • Som diplomholder får virksomheden adgang til markedsføringspakke bestående af bl.a. logo til mails, hjemmeside, LinkedIn mv.
    • For at blive indstillet skal virksomheden leve op til mindst to ud af seks af følgende kriterier:

      1. Ambassadør for socialt ansvar

        Virksomheden fungerer som en aktiv ambassadør for social ansvarlighed ved at dele inspirerende succeshistorier både internt og eksternt. Den fremmer socialt ansvar i dialogen med samarbejdspartnere og medarbejdere, ligesom den fungerer som en værdifuld sparringspartner for ledige. Virksomheden går foran som et godt eksempel og viser, hvordan socialt ansvar kan omsættes til konkrete handlinger, der skaber værdi for både virksomheden og samfundet.

      2. Job til borgere fra kanten af arbejdsmarkedet

        Borgere på kanten af arbejdsmarkedet står ofte over for komplekse udfordringer, der rækker ud over ledighed, såsom psykiske, fysiske eller sociale vanskeligheder. Deltagelse i arbejdslivet giver en uvurderlig følelse af tilhørsforhold, fællesskab og økonomisk selvstændighed, hvilket er afgørende for personlig trivsel og social integration. Ved at tilbyde de rette rammer og støtte hjælper virksomheder disse borgere med at blive loyale og værdifulde medarbejdere. Gennem en målrettet indsats for at inkludere borgere fra kanten af arbejdsmarkedet demonstrerer virksomheden sit engagement i socialt ansvar.

      3. Opkvalificering og kompetenceløft

        Virksomheden tager ansvar for fremtidens arbejdsstyrke ved at opkvalificere egne medarbejdere og ved at samarbejde med jobcentret om at give ledige et kompetenceløft. Dette sikrer, at både nuværende og kommende medarbejdere er forberedt på fremtidens udfordringer. Ved at deltage i ordninger som eksempelvis jobrotation, AMU kurser med VEU-godtgørelse, sporskifteordningen eller voksenlære, hjælper virksomheden ansatte og ledige med at tilegne sig relevante færdigheder. Denne indsats styrker både virksomhedens konkurrenceevne og sikrer kvalificeret arbejdskraft på længere sigt.

      4. Flere unge i erhvervsuddannelser 

        Der er mangel på faglært arbejdskraft i Danmark, og for få unge vælger erhvervsuddannelser. Ved at tilbyde fritidsjob, lærepladser og samarbejde med folkeskoler og uddannelsesinstitutioner kan virksomheder øge interessen for erhvervsuddannelser. Støtte til unges uddannelsesforløb bidrager til deres praktiske og sociale udvikling, hvilket er afgørende for at sikre økonomisk vækst og dække fremtidens behov for kvalificeret arbejdskraft.

      5. Fastholdelse og forebyggelse af sygemeldinger 

        Langvarige sygemeldinger har alvorlige konsekvenser for både den enkelte, arbejdspladsen og samfundet. Virksomheden arbejder systematisk med forebyggelse for at reducere risikoen for langtidssygemeldinger. Ved sygdom iværksætter virksomheden straks tiltag og et eventuelt samarbejde med jobcentret for at fastholde medarbejderen, f.eks. gennem fleksible arbejdsordninger, tæt dialog og individuel støtte, så medarbejderen kan vende tilbage til arbejdet hurtigst muligt.

      6. Job til flygtninge og indvandrere

        Flygtninge og indvandrere møder ofte kulturelle og sproglige barrierer i deres integration på arbejdsmarkedet. Virksomheden udviser social ansvarlighed ved at skabe jobmuligheder for både nyankomne flygtninge og indvandrere samt for dem, der har været i Danmark i længere tid, som stadig søger beskæftigelse. Ved at inkludere disse grupper bidrager virksomheden til en mere mangfoldig og inkluderende arbejdsstyrke.

     

    Kontakt

    Borgmester i Hedensted Kommune

    Ole Vind

    E-mail: Ole.Vind@Hedensted.dk

    Lars Jensen