Gå til hovedindhold
Pressemeddelelse

Lavbund: Landboforeninger og Hedensted Kommune inviterer til gående infomøde ved Uldum Kær

Hedensted Kommune rummer flere arealer, der kan være velegnede til såkaldte lavbundsprojekter, hvor co2 og næringsstoffer kan bindes i jorden. På det gående informationsmøde, som finder sted på marker i området, kan interesserede og lodsejere få viden om, hvilke muligheder der i de kommende år vil være for at deltage i et lav...

26. aug. 2024

Indhold

    På infomødet deltager både lokale landmænd, som ønsker at få belyst mulighederne for potentielle lavbundsprojekter, eksperter fra landbrugets egne organisationer og Hedensted Kommune, som har fået støtte af Miljøstyrelsen til at foretage en grundig kortlægning af, hvor lavbundsprojekter giver bedst mening at gennemføre.  

    Formand for Udvalget for Vækst & Klima Lars Poulsen (V) forklarer om baggrunden for infomødet:

    - Vi har indgået et ambitiøst klimapartnerskab med landbruget i Hedensted Kommune. En del af det handler om at afsøge mulighederne for, hvordan vi fx kan reducere udledningen af co2 og næringsstoffer. For nogle landbrug og lodsejere kan et lavbundsprojekt give god mening, mens det måske ikke gør for andre. Det finder vi bedst ud af ved at undersøge tingene til bunds og gennem en åben og fordomsfri dialog om mulighederne, så det er det, vi lægger op til her i, mens vi tager Uldum Kær i øjesyn – og det håber jeg mange vil bakke op om.

    En af dem der gerne vil støtte op om en åben dialog er Søren Moss Rasmussen, der ejer jord ved Uldum Kær:

    - For mig som landmand og lodsejer er det meget vigtigt at få belyst både fordele og ulemper. Hvad vil et projekt betyde økonomisk, hvilken miljøeffekt kan jeg forvente, men jo også, hvad det vil betyde for et område som Uldum Kær, hvis flere arealer skal indgå i sådan et projekt? Derfor lægger jeg jord til noget af infomødet, så vi kan få syn for sagen og sammen blive klogere på, hvilke muligheder der er.

    Hedensted Kommune har modtaget en millionbevilling fra Miljøstyrelsen til netop at undersøge, hvor lavbundsprojekter giver bedst mening.

    Det betyder, at lodsejere kan få vurderet potentialet for et lavbundsprojekt – og efterfølgende træffe en beslutning, om selve projektet skal gennemføres. Det vil altid være frivilligt at deltage, også selvom der er blevet gennemført en vurdering af potentialet i det konkrete projekt.  

    - Det er meget vigtigt at understrege, at deltagelse i infomødet er helt uforpligtende – og at et evt. lavbundsprojekt altid vil afhænge af, at ejeren af jorden siger ja, men også om projektet i praksis kan gennemføres og giver mening. Det vil sige, at man som led i et projekt altid vil få vurderet sin jord og herefter selv vælge, om man ønsker at deltage – uanset hvor velegnet jorden er til projektet, forklarer Marc Reseke, klima- og partnerskabskoordinator i Hedensted Kommune.    

    FAKTA:

    • Markvandringen ved Uldum Kær finder sted onsdag den 4. september kl. 19-21.
    • Mødestedet er hvor Kærvejen møder Dortheasvej.
    • Tilmelding ikke nødvendig.
    • Østjysk Landboforening, Vejle-Fredericia Landboforening og Hedensted Kommune står bag infomødet, som skal være med til at give et indblik i de konkrete muligheder for at undersøge potentialet i - og evt. efterfølgende gennemføre et lavbundsprojekt.
    • På infomødet kan du blandt andre møde Eja Lund, udtagningskonsulent hos Velas, Marc Reseke, klima- og partnerskabskoordinator i Hedensted Kommune og landmand Søren Moss Rasmussen, der har jord ved Uldum Kær.  

    Kontakt

    Lars Poulsen (V)

    Telefon: 24 96 13 64

    E-mail: Lars.Poulsen@hedensted.dk

    Søren Moss Rasmussen

    E-mail: mossrasmussen@hotmail.com

    Marc Reseke

    E-mail: Marc.Reseke@hedensted.dk