Gå til hovedindhold

Byggesagsgebyr

I Hedensted Kommune opkræver vi betaling for byggesagsbehandling. Der bliver opkrævet gebyr for den tid, der er brugt.

Indhold

    Kommunalbestyrelsen har fastsat den timepris, vi skal opkræve for at behandle byggesager. Vi opkræver gebyr for følgende opgaver:

    • Forhåndsdialoger
    • Byggetilladelser
    • Deltilladelser
    • Nedrivningstilladelser
    • Dispensationssager (Byggelov)
    • Lovliggørelsessager
    • Afslag
    • Ansøgninger der trækkes tilbage

    Læs mere om byggesagsgebyrerne

    Timeprisen pr. 1. januar 2024 er 629 kr.

    Gebyret opgøres efter tidsforbrug på sagen.

    Se takster

    Kommunalbestyrelsen har vedtaget at genindføre byggesagsgebyret pr. 1. januar 2023.

    Byggesagsgebyret er resultat af budget 2023.

    I de fleste sager opkræves gebyret i 2 rater.

    Første rate skal du betale, når du får afgørelsen. Fx din byggetilladelse. Vi fakturer for den tid der er brugt på sagen.

    Anden rate skal du betale, når byggeriet lovligt kan tages i brug. Fx når du får din ibrugtagningstilladelse. Anden rate dækker det tidsforbrug, der er fra tilladelsen er givet og til sagen er afsluttet. Fx i forbindelse med færdigmelding.

    I de resterende sager opkræves gebyret når sagen afsluttes.

    Vi opkræver gebyret hos ejeren af ejendommen.

    I visse tilfælde kan andet aftales. I så fald skal det oplyses i byggeansøgningen hvem der skal have regningen. Er det en virksomhed, skal der oplyses CVR-nr.

    Hvis du har spørgsmål til beregningen af byggesagsgebyret, skal du kontakte Byggesag på tlf.: 79 75 56 05 (hverdage kl. 9.00-12.00)

    Som det følger af byggelovens § 24, gør vi opmærksom på at betalingsfristen ikke kan sættes på pause i forbindelse med klage over gebyr, da gebyrklager ikke har opsættende virkning. Vi anbefaler derfor, at du betaler gebyret rettidigt for at undgå rykkergebyr. Hvis du får medhold i din klage, krediteres byggesagsgebyret og evt. tilskrevne relaterede omkostninger.

    Hvis du har spørgsmål til betalingen, kan du rette henvendelse til Opkrævningsteamet på tlf.: 79 74 12 97.

    Hvis du vælger at trække din ansøgning tilbage, vil du blive faktureret for den tid vi allerede har brugt på sagen.

    Hvis din byggeansøgning er velbelyst bruger vi mindre tid på at behandle den.

    Skal du bygge nyt hus eller småbygninger kan du spare meget sagsbehandlingstid, hvis dit byggeri overholder byggeretten i Bygningsreglement 2018.

    Ansøgningsløsningen Byg og Miljø guider dig igennem de nødvendige oplysninger og linker til regler.