Gå til hovedindhold

Dyrehold og ansøgning

Det er husdyrbrugets type og størrelse af staldens produktionsareal, der er afgørende for, hvilke krav der stilles til anmeldelse eller godkendelse/tilladelse, når dit husdyrhold etableres, ændres eller udvides

Køer slapper af på en mark

Indhold

    Mindre dyrehold (erhvervsmæssigt)

    Husdyrbrug med tilhørende erhvervsmæssigt dyrehold, hvor produktionsarealet er mindre end 100 m² skal anmeldes til kommunen.

    Udvidelse og ændring af mindre dyrehold

    • Mindre dyrehold, hvor produktionsarealet i stalden er mindre end 100 m²
    • Besætninger af heste/ammekvæg/geder/får på dybstrøelse, hvor produktionsarealet er mindre end 175 m² (300 m² ved vinteropstaldning)
    • Besætninger med heste, hvor produktionsarealet er mindre end 200 m²

    Produktionsareal er den del af stalden, hvor dyrene opholder sig og afsætter gødning.

    Er du omfattet af ovenstående mht. produktionsareal og sammensætning af dyrehold, og ønsker du at lave en udvidelse eller ændre fastplacerede stalde, gødningsopbevaringsanlæg eller ensilageopbevaringsanlæg, skal det anmeldes til kommunen. Anmeldelsen skal blandt andet indeholde dyretype, produktionsareal, staldsystem, bygge- og konstruktionstegninger, gødningsopbevaringsanlæg, ensilageopbevaringsanlæg.

    Se grænserne for erhvervsmæssigt dyrehold på siden om Hobbydyrehold

    Brugerbetaling og tilsyn

    Kommunen opkræver ikke brugerbetaling for behandling af anmeldelser om erhvervsmæssigt dyrehold.

    Kommunen fører tilsyn med opbevaring af fast husdyrgødning hos mindre dyrehold (erhvervsmæssigt). Desuden kan kommunen føre tilsyn i forbindelse med klager over dyreholdet, eksempelvis klager over lugt, fluer m.m.

    Tilsyn er omfattet af brugerbetaling (ved klagetilsyn kun brugerbetaling, hvis klagen er berettiget).

    Hvis du er i tvivl, så kontakt kommunen.

    Større husdyrbrug med et produktionsareal i stalden, der er større end 100 m²

    Du skal søge tilladelse eller godkendelse hos kommunen, hvis du vil udvide eller ændre dit dyrehold, hvis dit produktionsareal i stalden er større ende 100 m²

    Hvordan får jeg en tilladelse eller godkendelse?

    Ønsker du at etablere, udvide eller ændre dit husdyrbrug, og dit produktionsareal i stalden er større end 100 m², skal du have en tilladelse eller godkendelse hos kommunen.

    Kravet om tilladelse indtræder dog først ved

    • 175 m² produktionsareal, hvis der alene er tale om heste, ammekvæg, geder og får på dybstrøelse
    • 200 m² produktionsareal, hvis der alene er tale om heste
    • 300 m² produktionsareal, hvis der er tale om heste, ammekvæg, geder og får på dybstrøelse, som kun er opstaldet fra den 1. oktober til den 15. maj (vinteropstaldning)

    Produktionsarealet er den del af stalden, hvor dyrene opholder sig og afsætter gødning.

    I forbindelse med ansøgningen vil kommunen bl.a. undersøge følgende forhold:

    • Naturforhold omkring ejendommen
    • Lugt fra dyrene
    • Ammoniakfordampning fra dyrene
    • Afstande til bl.a. naboer

    Du skal sende din ansøgning på www.husdyrgodkendelse.dk. Det er en god idé at få hjælp af en miljøkonsulent.

    Inden du får tilladelse til at udvide/ændre dit dyrehold, vil naboer mm. blive hørt. Når tilladelsen eller godkendelsen er færdig, vil den blive offentliggjort på kommunens hjemmeside og på dma.mst.dk

    Naboer og andre kan klage over den færdige tilladelse til Miljø- og Fødevareklagenævnet.

    Find informationer på kort.

    Tilsyn

    Kommunen fører tilsyn med husdyrbrug. Det kan du læse mere om på tilsyn med landbrug

    Hundepension og hundekennel

    Etablering af hundepension eller hundekennel

    Du må kun etablere hundepension eller hundekennel på en ejendom i landzone.

    Ejendommen skal overholde afstandskrav til naboer:

    • Hundekenneler og andre hundehold med 5 eller flere voksne hunde over 18 uger skal placeres mindst 100 meter fra nabobeboelse og mindst 200 meter fra byzone, sommerhusområde og lokalplanlagte boligområder
    • For hundepensioner er afstandskraven udvidet til henholdsvis 200 meter og 300 meter

    Kommunen har mulighed for at give dispensation fra afstandskravene. Kontakt kommunen hvis du er i tvivl.

    Ansøgning

    Hvis du vil etablere en hundepension eller hundekennel, er følgende vigtigt i forbindelse med ansøgningen til kommunen:

    • Hundeburene skal være indrettet med materialer, som fugt ikke kan trænge igennem
    • Hvordan bortskaffer du hundenes efterladenskaber? (i container, udbringes el. lign)
    • Hvordan er løbegården indrettet? Hvor mange hunde kan der være i den/dem ad gangen?
    • Hvor er løbegården placeret i forhold til naboer?
    • Er der hegn og/eller skærmende beplantning rundt om ejendommen?
    • Er der gjort noget for at dæmpe støj?

    Kommunen kan føre tilsyn med hundekenneler og hundepensioner, særligt hvis der er klager over gøende hunde.

    Anmeldeordninger

    Du har mulighed for at lave visse ændringer på dit husdyrbrug, uden det kræver en miljøgodkendelse/tilladelse.

    Du har mulighed for at foretage nogle mindre ændringer på dit husdyrbrug, hvor produktionsarealet er større end 100 m², uden at skulle igennem en miljøgodkendelsesproces af det samlede husdyrbrug.
    Ændringerne skal anmeldes på Husdyrgodkendelse.dk.

    Anmeldeordningerne omfatter bl.a.:

    • Halmlade, maskinhal, malkeanlæg, malkestald, kornlager eller foderlager
    • Ensilageplads
    • Ændringer i staldanlæg af hensyn til dyrevelfærd
    • Skift mellem dyretyper
    • Opbevaringsanlæg til husdyrgødning
    • Miljøeffektive teknologier eller teknikker 
    • Hobbydyr
    • Vinteropstaldning af dyrehold til naturafgræsning

    For hver anmelderordning er der en række betingelser for at anvende ordningen. Læs meget mere om de forskellige ordninger i Husdyrgodkendelsesbekendtgørelsen.

    For anmeldeordninger gælder, at kommunen skal træffe afgørelse senest 2 måneder fra sagen er fuldt belyst.

    Inden der træffes afgørelse, orienterer Hedensted Kommune naboer, hvis det er relevant for sagen.

    Når Hedensted Kommune træffer afgørelse, vil det blive offentliggjort på kommunens hjemmeside og dma.mst.dk. Naboer og andre kan klage over afgørelsen til Miljø- og Fødevareklagenævnet.

    Hvis betingelserne for anmeldeordningerne ikke er overholdt, skal der i stedet søges miljøgodkendelse/tilladelse til ændringen.

    Brugerbetaling og tilsyn

    Kommunen opkræver ikke brugerbetaling for behandling af anmeldesager.
    Kommunen fører tilsyn med husdyrbrug.