Gå til hovedindhold

Muligheder for ledige og sygemeldte

Information om jobsøgning, forløbet Digital inklusion, jobrettet uddannelse, den Regionale Uddannelsespulje, kompetenceudvikling, virksomhedspraktik, løntilskud, voksenlærlinge, hjælp til handicappede, støtte til arbejdsredskaber, realkompetencevurdering, danskuddannelse, iværksætteri og økonomisk rådgivning.

Indhold

    Hvilke muligheder der er til stede i netop din sag afhænger blandt andet af, hvilken situation du står i. Det afhænger også af jobcentrets vurdering af, hvor hurtigt du vil kunne vende tilbage til arbejdsmarkedet. Læs mere om baggrunden for jobcentrets vurdering af ledige på hjemmeside for Center for Aktiv Beskæftigelsesindsats (CABI).

    Muligheder for ledige og sygemeldte

    Information om at søge job, få adgang til PC, skrive ansøgning og CV, finde inspiration til jobmuligheder, iværksætteri, uddannelse, kompetenceløft og andre relevante emner for dig, der er eller bliver ledig.

    I PC-området i Jobcenter Hedensted kan du:

    •     Få personlig sparring omkring din jobansøgning og CV - se også vores JOB-café
    •     Få adgang til PC
    •     Printe din ansøgning og CV.

    Søger du mere inspiration til din jobsøgning - se boksen med "Jobsøgning - mere info" her på siden.

    Om jobnet.dk

    På jobnet.dk kan du søge job og melde dig ledig. Jobnet er jobcentrenes tilbud på internettet til alle jobsøgende og arbejdsgivere i hele landet. På Jobnet kan du finde informationer om jobsøgning, uddannelse og om at søge nye medarbejdere. Jobnet er landets største jobportal, med over 2 mio. besøgende om måneden, det største antal CV'er og flest egne job.

    Nyttige links i forbindelse med jobsøgning og opkvalificering

     

    Danmark er blandt de førende lande i verden, når det kommer til digitalisering. Det er derfor afgørende at holde sig opdateret med den digitale udvikling, for ikke at sakke bagud. Dette gælder også under ledighed, hvor jobansøgninger kræver stadig flere digitale færdigheder. I Hedensted stræber vi efter at fremme digital inklusion. Derfor tilbyder vi fire forskellige forløb, der dækker et bredt spektrum af IT-færdigheder på forskellige niveauer. Uanset hvor du befinder dig i din rejse mod drømmejobbet, har vi et tilbud, der passer til dig og dine ambitioner. Lad os sammen skabe vejen til succes!

    Kontaktinformation: underviser Stine Kiil tlf. 24 97 24 61.

    Her kan du læse mere om indholdet i hvert enkelt tilbud og finde ud af, hvilket der passer bedst til dine behov.

    FVU- DIGITAL

    Trænger du til at styrke dine grundlæggende digitale færdigheder? Vi guider dig videre til AOF, der tilbyder forløbet "FVU-digital". Forløbet har til formål at opgradere dine evner inden for den digitale verden.
    Dette forløb er særligt nyttigt, hvis du f.eks. ønsker at:

    • Sende eller modtage beskeder via sms, e-mail, chat mm.
    • Arbejde med tekst eller billeder
    • Bruge offentlige hjemmesider som borger.dk og skat.dk
    • Tilgå og forstå videoer og vejledninger.

    Du vil opnå færdigheder, der ikke blot er nyttige i jobsøgningssammenhænge, men også i din uddannelse, dit privatliv og samfundet som helhed.

    INTRODUKTION TIL JOBNET

    Er du i gang med at søge job, men har du brug for støtte og vejledning undervejs? Så er ”Introduktion til Jobnet” det perfekte tilbud til dig. Forløbet kombinerer holdundervisning med individuel sparring. På dette forløb kan du blandt andet få hjælp til:

    • Brugen af Jobnet
    • Opdatering af dit CV på Jobnet
    • Brug af jobloggen.

    Forløbet består af 2 undervisningsmoduler af 3 timer.

    KLAR, PARAT, JOB

    Tag med på et intensivt 7-dags jobsøgningsforløb i moderne jobsøgning. Formålet med "KLAR, PARAT, JOB" er at inspirere dig til at se nye muligheder i din jobsøgning og det eksisterende arbejdsmarked.

    Undervejs er der fokus på at synliggøre dine personlige værdier, ressourcer og kompetencer. Undervisningen dækker emner som:

    • Målrettet ansøgning og CV
    • Jobsamtalen
    • Kompetenceafklaring
    • Uopfordret jobsøgning
    • Virksomhedspraktik
    • Mulighed for individuel sparring
    • ChatGPT
    • Besøg fra lokale virksomheder.

    DEN DIGITALE JOBVEJ

    Er du allerede godt inde i jobsøgningsverdenen og fortrolig med IT, men vil gerne holdes opdateret med den nyeste udvikling inden for den digitale sfære? Så er "Den Digitale Jobvej" det rette tilbud til dig.

    Kurset består af 2 undervisningsmoduler af 3 timer. Det første fokuserer på brugen af sociale medier i jobsøgningen med særligt fokus på LinkedIn. Det andet modul er en introduktion til brugen af kunstig intelligens og Chat-GPT.

    I jobcentret på Hedensted Rådhus finder du en lang række stillingsopslag fra både private og offentlige virksomheder. Derudover har du i jobcentret mulighed for at benytte computere med internetadgang til jobsøgning. Vi hjælper gerne med råd og vejledning. Det gælder både, hvis du er ledig og hvis du er i arbejde, men søger nye udfordringer.

    Vejledning vedr. 6 ugers jobrettet uddannelse for forsikrede ledige

    Er du forsikret ledig, ufaglært eller faglært med en erhvervsrettet uddannelse, har du ret til op til 6 ugers jobrettet uddannelse (forudsat at du ikke allerede har brugt muligheden).

    Kurset/uddannelsen skal fremgå af positivlisten og du skal nå at afslutte kurset indenfor de første 9 mdr. af din ledighed. Er du under 25 år er det inden 6 måneder.

    Ønsker du at komme på kursus, skal du kontakte kursusstedet/uddannelsesinstitutionen, der udbyder kurset og få udfyldt blanket AR 237 til din a-kasse.

    Se positivlisten for 6 ugers jobrettet uddannelse

    Vejledning vedr. Den Regionale Uddannelsespulje for dagpengemodtagere

    Der er oprettet regionale uddannelsespuljer som målrettes korte, erhvervsrettede uddannelsesforløb.

    Det sker særligt inden for fagområder, hvor arbejdsmarkedets parter forventer, at der bliver skabt nye jobs inden for de kommende seks måneder.

    Det betyder, at der fremover er afsat midler til, at jobcentrene fleksibelt kan tilbyde alle dagpengemodtagere – uanset uddannelsesbaggrund – jobrettede uddannelsesforløb, hvis uddannelserne fremgår af de regionale positivlister som opdateres hvert kvartal.

    Før du kan starte, skal du kontakte jobcenteret for endelig godkendelse og her fremlægge din individuelle plan med dit uddannelsesønske.

    Se positivlisten for Den Regionale Uddannelsespulje

    Her kan du - både som ung, voksen og forælder - læse om mulighederne for at modtage vejledning om uddannelse og erhverv.

    Guide til efter- og videreuddannelse for dagpengemodtagere

    Mens du modtager dagpenge kan du gøre dig mere attraktiv for din næste arbejdsgiver ved at videreuddanne dig. Dine muligheder afhænger af, om du allerede har uddannelse, dens længde og din alder. Se mere om efter- og videreuddannelser her.

    Er du under 25 år?

    Her kan du læse om UU-Ungdommens Uddannelsesvejledning

    Vejledning vedr. Den Regionale Uddannelsespulje for dagpengemodtagere

    Jobcentret kan, efter individuel vurdering, tilbyde dagpengemodtagere jobrettede uddannelsesforløb, hvis uddannelsen fremgår af de regionale positivlister som opdateres hvert kvartal. 

    Før du kan starte, skal du kontakte jobcentret for endelig godkendelse og her fremlægge din individuelle plan med dit uddannelsesønske.

    Se mere om uddannelse via disse links:

    Voksenlærling: Sådan bliver du godt klædt på til fremtidens job
    Her kan du se listen over erhvervsuddannelser i Østjylland, hvor virksomheder kan få tilskud til at ansætte voksenlærlinge.
    Offentlige voksen- og efteruddannelser: Uddannelsesguiden

    Optagelse på ungdomsuddannelserne og på de videregående uddannelser

    Realkompetencevurdering -til dig, som overvejer en voksen- eller efteruddannelse.

    Som ledig har du mulighed for at komme i virksomhedspraktik i op til fire uger. I en virksomhedspraktik får du mulighed for at vurdere dine kompetencer i forhold til arbejdsmarkedet og den aktuelle virksomhed. Du modtager dagpenge eller kontanthjælp (aktiveringsydelse) under praktikperioden. Læs mere om virksomhedspraktik her. 

    Som ledig har du mulighed for at blive ansat i en virksomhed med et løntilskud. I sådan en ansættelse får du mulighed for at forbedre dine kompetencer i forhold til arbejdsmarkedet og den aktuelle virksomhed. Du ansættes til overenskomstmæssig løn, men jobcentret giver et løntilskud til arbejdsgiveren. Som udgangspunkt varer en ansættelse med løntilskud 3-6 måneder. Læs mere om løntilskud her. 

    Løntilskud for førtidspensionister. Hvis du er førstidspensionist og gerne vil arbejde, kan et job med løntilskud være en mulighed. Læs mere om løntilskud for førtidspensionister her. 

    Få hjælp til opstart af egen virksomhed og bliv iværksætter.

    Du kan få hjælp og rådgivning hos Hedensted Erhverv, hvis du ønsker at blive selvstændig. Vi fungerer som én indgang for erhvervslivet. Det betyder, at ligegyldigt hvor i systemet du henvender dig, bliver du ledt på rette vej.

    Hedensted Erhverv hjælper dig og din virksomhed med:

    • Opstart af virksomhed
    • Vækst og udvikling
    • Eksport
    • Indgang til væksthuset og andre støtteordninger
    • Viden og generelt hjælp til alle de udfordringer du som iværksætter, virksomhedssejer og eller virksomhed måtte have.

    Danskuddannelse for flygtninge, familiesammenførte og indvandrere opkvalificerer sprogkundskaber og giver viden om det danske samfund, arbejdsmarked og uddannelse. Dit opholdsgrundlag bestemmer, hvor længe du har ret til danskuddannelse:

    • Hvis du er flygtning eller familiesammenført har du ret til at deltage i ordinær danskuddannelse i op til 5 år.
    • Hvis du er indvandrer har du ret til op til 3½ års ordinær danskuddannelse indenfor en periode på 5 år. 

    Indvandrere defineres som følgende:

    • Nordiske statsborgere
    • Grænsependlere
    • Borgere med beløbsordning
    • Green-card, arbejdstagere eller medfølgende familie
    • 3. landsstatsborgere, som er familiesammenført til danskere, som vender hjem
    • 3. landsstatsborgere, som har en pendler-tilladelse
    • EU-borgere eller medfølgende familie
    • Studerende og au-pair-personer.

    Hvad koster det at tage danskuddannelse?

    Dit opholdsgrundlag er afgørende for, om du skal betale for at tage danskuddannelse.

    Det er gratis for flygtninge og familiesammenførte at tage danskuddannelse. Som indvandrer skal du betale et depositum til sprogskolen på 2.000 kr. for at deltage i undervisningen.

    Ordinær danskuddannelse

    Sprogskolen tilbyder danskuddannelse, der passer til dit niveau – uanset hvilken uddannelse du har fra dit hjemland.

    Du kan starte på en af følgende uddannelser:

    • Danskuddannelse 1 modul 1-6
    • Danskuddannelse 2 modul 1-6
    • Danskuddannelse 3 modul 1-5.

    Du får mulighed for at afslutte og opnå bevis for bestået danskuddannelse 1, 2 eller 3.

    I den ordinære danskuddannelse er der indlagt undervisning i danske samfundsforhold, kultur og historie. Der indgår undervisning i dansk demokrati, medborgerskab, den danske arbejdsmarkedsmodel, velfærdssamfundets grundprincipper og det danske uddannelsessystem. Sprogskolerne udleverer informationsmateriale om medborgerskab samt rettigheder og pligter i samfundet.

    Vil du gerne have styr på økonomien? Læs mere om gratis anonym økonomisk rådgivning - et initiativ fra Dansk Folkehjælp.