Gå til hovedindhold

Bofællesskabet Højtoften

Bofællesskabet Højtoften ligger i Lindved, en mindre landsby, i Hedensted Kommune tæt ved marker og i et område med parcelhuse, ældreboliger og almennyttige boliger.

Indhold

    Bofællesskabet Højtoften.

    På Bofællesskabet Højtoften bor der 21 borgere i alderen 37 til 84 år med nedsat fysisk, psykisk og social funktionsevne i let til middelsvær grad. Flere borgere har en erhvervet hjerneskade, demens, udviklingshæmning og/eller psykiatriske problemstillinger.

    Højtoften vil i de kommende år tilpasse tilbuddet med særlig fokus på borgere med udviklingshæmning og demens samt borgere med hjerneskade.

    Borgere på Højtoften modtager socialpædagogisk støtte. I hverdagen er der fokus på:

    • At støtte borgerne i de opgaver, der opstår i forbindelse med almindelige, daglige aktiviteter i hjemmet.
    • At støtte borgeren i kontakten med familie og venner.
    • At støtte borgeren til at blive mere selvstændig og selvhjulpen.

    På Højtoften tager vi udgangspunkt i det borgerens kan, ønsker og gerne vil lære!

    Vil du søge et af Hedensted Kommunes tilbud til voksne med handicap?

    Kontakt
    Visitationen Voksenhandicap

    Niels Espes Vej 8
    8722 Hedensted

    Telefontid:

    Mandag til fredag kl. 9.00 - 13.00
    Telefon: 79 75 58 20

    Visitatorerne kan kontaktes direkte mellem kl. 09.00-10.00. 

    Send Digital Post til Visitation Voksenhandicap

    Vil du vide mere om Bofællesskabet Højtoften?

    På Højtoftens fællesarealer kan der foregå forskellige aktiviteter; fjernsyn, film, motion, kreative og lignende.

    Det er vigtigt for os, at borgerens fritidsinteresser uden for bofællesskabet bevares.
    Der afholdes beboermøde, hver 3. uge, hvor aktuelle emner drøftes og hvor borgerne har mulighed for, at få medindflydelse på hverdagen på Højtoften.

    Der udarbejdes en aktivitetsplan ud fra borgernes ønsker. Af aktiviteter kan blandt andet nævnes:

    • Fælles og individuelle gåture.
    • Fælles udflugter.
    • NADA-gruppe med videre.

    Bofællesskabet Højtoftens traditioner er også en vigtig del af vores aktiviteter. Af traditioner kan nævnes påskefrokost, sommerfest, høstfest og julefrokost. Borgerne har selv udarbejdet et årshjul med traditioner, de ønsker at være fælles om.

    Højtoften er bygget efter Almenboligloven, hvilket betyder, at borgerne bor i egne lejligheder og har rettigheder efter lejeloven.

    Lejlighederne er fordelt på to sammenhængende fløje. Begge fløje har et fællesareal med køkken, spise- og opholdsstue, gangarealer og personalefaciliteter. Desuden findes fælles vaskefaciliteter og diverse servicerum. Der er en stor græsplæne med højbede og lidt prydhave. Bofællesskabet har et møbleret terrasseareal ved begge fløje, hvor der også findes bålfad, grill med videre.

    I forbindelse med Bofællesskabet Højtoften ligger flere fritliggende boliger, hvor nogle af borgerne får støtte fra hjemmepleje og nogle får støtte fra Højtoftens personale. Det er derfor muligt, at blive visiteret til en fritliggende bolig, tilstødende bofællesskabet, og med Højtoftens støttetilbud.

     

    Højtoften. Plantegning
    Plantegning. Bofællesskabet Højtoften.

     

    På Bofællesskabet Højtoften arbejdes der ud fra en rehabiliterende, tværfaglig og neurofaglig viden.

    Alle medarbejdere tilbydes løbende uddannelse i neuropædagogik og neuropsykologi. Det vil sige, at der blandt medarbejderne er en indgående forståelse af, hvordan borgerens handicap og adfærd hænger sammen. Det gør, at medarbejderne kan møde borgeren på en anerkendende måde, der skaber tryghed og udvikling.

    På Bofælleskabet Højtoften har vi fokus på at skabe rammer for en god relation til borgerens pårørende.

    Ved indflytning tilbyder vi et møde med nærmeste pårørende, hvor vi drøfter og aftaler forventninger til hinanden. Pårørende er altid velkommen til at kontakte bofælleskabets personale.
    Hvor meget pårørende skal være inddraget i borgerens liv, er borgerens beslutning.

    Bofællesskabet Højtoften har en daglig leder, teamleder samt en tværfaglig personalegruppe.

    Hver borger er tilknyttet et team bestående af social- og sundhedsassistenter/hjælpere og pædagoger.

    Derudover har Højtoften en vågen nattevagt.

    Der er ansat en serviceassistent til rengøring af fælles- og servicearealer.

      Se flere botilbud