Gå til hovedindhold

Aale (Åle)

Aale ligger tæt på Gudenåen og midt i grønne omgivelser, tæt på både Tørring, Vejle og Horsens. Her finder du en landsby i udvikling med egen skole, aktive foreninger og et stærkt lokalt sammenhold

Luftfoto af Aale på en sommerdag

Menu

    Velkommen til Aale

    Hvordan er det at bo her, og hvilke muligheder er der for børnepasning, skole, foreninger og kulturtilbud? Herunder får du et indblik i hverdagen og livet i Aale.

    Aale har 620 indbyggere og ligger ca. 20 km kørsel fra Horsens, omgivet af åbne marker og små skovområder. Både Åle Bæk og Gudenåen danner smukke rammer for gåture, løb og vinterbadning i åen. Byen har en lang historie og et særligt landsbymiljø med gamle gårde og små huse langs den snoede Aale  Bygade.

    Aale har et tæt samarbejde med Hjortsvang om fælles skole, Minihal og lokalråd. I forsamlingshuset samles man til alt fra familiefester til fællesspisning, og huset fungerer som et naturligt mødested for hele byen. 

    Lokale kræfter har været med til at bygge og drive Aale-Hjortsvang Minihal, og mange engagerer sig i idrætsforeningen, vinterbadning, fællesspisning i Aale forsamlingshus og andre fælles aktiviteter. Det giver byen en særlig sammenhængskraft, og skaber et landsbymiljø, hvor det er naturligt hjælpe hinanden.

    De seneste år har Aale oplevet udvikling med nye boligområder og et friplejehjem. Mange tilflyttere fremhæver den gode stemning og det nære fællesskab, hvor man hurtigt bliver en del af byen.

     

    Børnehave
    Aale Hjortsvang Børneby rummer både vuggestue, børnehave, skole og SFO.

    Børnebyen er et lille sted med et stort fællesskab, hvor alle kender hinanden.  Det ligger i naturskønne omgivelser og bruger nærområdet aktivt i hverdagen.

    Vuggestue
    Vuggestuen er normeret til 14 børn og ligger centralt i Aale. I vuggestuen er der fokus på at skabe trygge relationer, arbejde med barnets følelsesmæssige og sociale udvikling og skabe et sprogligt og sansemotorisk miljø, så børnene gennem leg og bevægelse kan udvikle sig. Der er et tæt samarbejde med både forældre og børnehaven.

    Børnehave
    Børnehaven er normeret til 40 børn og ligger centralt i Aale. Børnehaven arbejder med at skabe et trygt og stimulerende miljø, hvor børnene kan lære og udvikle sig socialt og kognitivt. Dette gøres gennem nære relationer med personalet og understøttes af lærerige lege og rutinesituationer, samt et fokus på både det enkelte barn og børnefællesskabet. Børnehaven samarbejder tæt med både forældre og skolen.

    Dagpleje
    Dagplejen i Hedensted Kommune bygger på nærvær, genkendelighed og små børnegrupper med faste voksne. Mange dagplejere deltager aktivt i lokale legestuer og netværk, og pasningen foregår i trygge, hjemlige rammer.

    Skole og SFO
    Aale Hjortsvang Skole har 90 elever fra 0.–6. klasse. Skolen lægger vægt på fællesskab, faglighed og trygge rammer, hvor alle kender hinanden. Der er et tæt samarbejde med forældrene og et tæt samarbejde mellem skole og SFO, som har ca. 50 børn. I SFO´en arbejdes der aktivt med børnenes fritidsfællesskab. Dette gøres ud fra børnenes input og der arbejdes blandt andet med udeliv, kreativitet, traditioner og bevægelse i vores Minihal.

    Overbygningsskole (7.–9. klasse)
    Efter 6. klasse fortsætter eleverne på Rask Mølle Skole, som er overbygningsskole til Aale-Hjortsvang Skole. Skolen ligger ca. 4 km fra Aale og der går gratis skolebusser.

    Ungdomsskolen
    Aale hører under Ung Hedensted, som tilbyder ungdomsklub, valgfag og aktiviteter for de ældste børn.

     

    I Aale spiller fællesskabet en stor rolle i hverdagen. Mange aktiviteter udspringer af frivilligt engagement, og både foreninger og uformelle netværk er med til at skabe trygge rammer for nye og gamle beboere.

    Aale & Hjortsvang Facebook gruppe fungerer som en fælles platform. Her koordineres blandt andet arrangementer i forsamlingshuset, fælles beskeder, og der gives gode råd om stort og småt i hverdagen.

    Borgerforeningen i Aale står bag en række traditionsrige begivenheder, som samler byen. Det gælder fx fastelavn, juletræstænding og Sankt Hans. Facebook gruppen “Aale Borgerforening” bruges til at dele foreningens begivenheder.

    Aale Ungdoms- og Idrætsforening (ÅUI) er en central del af byens foreningsliv. Her samles børn, unge og voksne om fodbold, gymnastik og sociale arrangementer.

    Et andet højdepunkt er den årlige Aale Sportsfest, hvor mange frivillige bidrager med hjælp. Her er programmet sammensat af lokale kræfter og spænder fra familieaktiviteter og auktioner til kagekonkurrencer og musik i teltet.

    Aale-Hjortsvang Minihal er resultatet af et stort frivilligt projekt, hvor lokale kræfter har planlagt, rejst midler og været med i den praktiske udførelse. Hallen bruges dagligt af skole, foreninger og lokale hold.

    Et andet eksempel på hverdagsfællesskab er Vinterbadeklubben i Aale og Hjortsvang, som samles omkring badeture og fælles oplevelser ved vandet. Klubben organiseres via Facebook, hvor nye medlemmer nemt kan koble sig på.

    Frivilligheden koordineres og styrkes på den fælles hjemmeside, som bl.a. samler skole, Minihal, Hjortsvang Museum, kirker og lokale foreninger under én paraply.

     

    I Aale og Hjortsvang er der mange muligheder for at være aktiv og deltage i lokale arrangementer.

    Hjortsvang Museum spiller en særlig rolle med både historiske udstillinger og en række tilbagevendende begivenheder. Her kan man blandt andet opleve sønderjysk kaffebord, høstfest, æbledag og julemarked. I efterårsferien er der kreative aktiviteter for børn såsom græskarlygter og fuglehuse.

    Aale Sportsfest er en årlig begivenhed, der samler hele byen i uge 24. Her er der fællesspisning, turneringer, kagedyst, anderally og kåring af "Aales Ildsjæl". Sportsfesten er drevet af frivillige.

    Minihallen i Aale bruges til idrætsaktiviteter for både børn og voksne som eksempelvis floorball, pickleball, gymnastik og koncerter.

    Vinterbadeklubben ved Gudenåen har sin egen saunatønde og samler både lokale og besøgende til kolde dukkerter og varme samtaler.

    Musikfællesskabet Aale MusikSjak og arrangementer i forsamlingshuset bidrager til et varieret kulturliv, hvor der er plads til både det stille og det festlige. Mange af aktiviteterne er åbne for nye deltagere.

     

    Lokale ejendomsmæglere fremhæver, at Aale er et sted med ro, tryghed og tæt på naturen. Der er kort afstand til både skole, daginstitution og dagplejer. Flere boliger har gode udenomsarealer, udsigt til åbne marker og kort afstand til stier og fællesarealer.  

    Der er gode muligheder for nybyggeri. På Bjørneengen og Kløverengen er der nye private byggegrunde til salg, og på den kommunale ældre udstykning Roloddet er der enkelte byggegrunde tilbage.

    På Blomsterengen har boligselskabet Alfabo i 2025 opført 10 nybyggede almene familieboliger.

    Der er udlagt fjernvarme i hele Aale i 2024-2025.

    Se boliger til salg i Aale

     

    Busruter

    • Rute 114: Tørring - Rask Mølle - Lund - Horsens
      Stop: Aale/Møllevej, Aale Skole, Aale/Brædstrupvej, Aale/Nyvej
    • Rute 523: Tørring – Åle – Brædstrup
      Stop: Aale/Brædstrupvej, Aale Skole

    Skolebusser:

    • Rute 209: Rask Mølle – Uldum – Lindved
      Stop: Aale v/Gl. Posthus, Aale Skole

     

    Flextrafik

    Med Flextrafik får du adgang til en fleksibel og brugervenlig transport, der bringer dig fra dør til dør. Prisen afhænger af afstand og antal zoner. Du kører ofte sammen med andre passagerer, og ruten kan derfor variere lidt.

    Et særligt tilbud er de såkaldte knudepunkter som er faste opsamlingssteder i hele kommunen, hvor du kan starte eller slutte din rejse og dermed få en markant lavere pris. Knudepunktet i Aale er ved Nyvej.

    Du kan også bestille Flextur til en adresse uden for Hedensted Kommune – fx til lægebesøg eller fritidsaktiviteter i nabokommuner. Prisen er dog anderledes end ved ture inden for kommunen.

    Rejseplanen.dk kan du beregne prisen og bestille din Flextur. Du kan også bestille ved at ringe på 87 40 83 00.


    Køretider til større byer

    • Tørring – ca. 8 min.
    • Brædstrup – ca. 10 min.
    • Horsens – ca. 20 min.
    • Vejle – ca. 30 min.
    • Brande – ca. 40 min.
    • Aarhus – ca. 50–55 min.

    Afstand er beregnet fra centrum til centrum og angiver en realistisk gennemsnitlig køretid..


    Regional infrastruktur:

    • Midtjyske Motorvej (Rute 18) løber forbi Ølholm og kan nås på ca. 10 min. Motorvejen forbinder området med Brande/Herning og Vejle. 

    • E45 Hedensted-afkørslen mod Vejle/Kolding eller Skanderborg/Aarhus kan nås på ca. 25 min.

    • Vestvejen/Ringvej Syd (Horsens) giver hurtig adgang rundt om Horsens by og videre til E45.