Rårup
I Rårup bor man på Juelsminde-halvøen med kort vej til både Horsens (ca. 14 km) og Juelsminde. Her møder man et lokalmiljø med engagerede borgere, gode dagtilbud og en hverdag tæt på både skole, sport og grønne omgivelser.
Menu
Se video og hør de lokale præsentere Rårup
Velkommen til Rårup
Hvordan er det at bo her, og hvilke muligheder er der for børnepasning, skole, foreninger og kulturtilbud? Herunder får du et indblik i hverdagen og livet i Rårup.
Rårup er en levende landsby med cirka 450 indbyggere mellem Horsens og Juelsminde. Her er man tæt på naturskønne omgivelser og der er mange gode gå- og cykelruter i området.
Rårup har et bysamarbejde med Gramrode, Klejs, Møgelkær, Gram, Rårup, Skjold, Ravnholt og Åstrup, som alle er mindre byer i nærområdet.
Byen har egen skole til og med 6. klasse, daginstitution, og der er et aktivt foreningsliv med mange tilbud til både børn og voksne. Idrætsforeningen tilbyder bl.a. fodbold, håndbold, og der er spejder, fællesspisning og lokale arrangementer som den årlige høstfest og traktortræk. Byens hal og boldbaner fungerer som samlingspunkt for både sport og sociale aktiviteter.
Rårup er kendetegnet ved et stærkt lokalt engagement og en høj grad af sammenhold. Her får man en hverdag med overskuelige rammer, korte afstande og mulighed for at blive en del af et aktivt fællesskab.
Vuggestue og børnehave
I Rårup ligger Rårup Børnehus, som er en integreret institution for børn fra 0 til 6 år. Her lægges der vægt på musik, sang og bevægelse i hverdagen, og huset er certificeret som Sangglad Institution.
Rårup Børnehus indgår i en fælles struktur med Idrætsbørnehaven Skjold, og de to institutioner arbejder tæt sammen. Institutionerne har bl.a. en fælles madordning, hvor børnene deltager aktivt, og der serveres retter baseret på årstidens danske råvarer.
Skole og SFO
Rårup Skole er distriktsskolen med klassetrin fra 0.–6. klasse og 81 elever. Skolen arbejder tæt sammen med SFO’en, som holder til i samme bygninger.
Overbygningsskole
Efter 6. klasse fortsætter eleverne på Skolen i Midten i Hornsyld, ca. 7 km fra Rårup. Skolen fungerer som fælles overbygning for Rårup og nabobyer og rummer både linjefag og moderne faciliteter, der gør overgangen tryg for eleverne. Der kører gratis skolebus morgen og eftermiddag.
Dagpleje
Dagplejen i Hedensted Kommune bygger på nærvær, genkendelighed og små børnegrupper med faste voksne. Mange dagplejere deltager aktivt i lokale legestuer og netværk, og pasningen foregår i trygge, hjemlige rammer.
Ungdomsskole – et fællesskab for unge
Rårup hører under Ungdomsskolen Hedensted – Juelsminde-afdelingen. Her tilbydes ungdomsklub, valgfag, aktiviteter og caféaftener, som giver unge fra 7. klasse mulighed for at mødes uden for skoletiden.
Rårup er kendt for sit stærke fællesskab og det lokale engagement, der præger hverdagen. Her findes over 20 aktive foreninger, og det er nemt at blive en del af det sociale liv, uanset om man er ny i byen eller har boet her i mange år.
Rårup Gymnastik- og Idrætsforening (RGIF) er en af de bærende kræfter. Foreningen driver både hal, motionslokale og en bred vifte af aktiviteter som bl.a. fodbold, håndbold og gymnastik. Her samles børn, unge og voksne om både idræt og fællesskab, og den årlige høstfest giver overskud til nye projekter i hallen.
De Blå Spejdere i Rårup tilbyder familiespejder, hvor børn og voksne mødes i naturen til aktiviteter som madlavning over bål og kreative lege.
I Rårup Sognegård samles byen og oplandet til fællesspisning og foredrag. Sognegården fungerer som en central ramme for arrangementer på tværs af generationer.
Rårup lokalråd spiller en aktiv rolle i udviklingen og samarbejder tæt med borgere og foreninger. Et godt eksempel er ansættelsen af en bypedel med base i børnehuset.
Traditioner som høstfest og traktortræk er med til at skabe lokal stolthed og bringer folk sammen. Facebookgrupper som Rårup og omegn fungerer som området opslagstavle, hvor man finder alt fra nabohjælp og aktiviteter.
Rårup har et bredt udvalg af fritidstilbud og faciliteter, der gør det nemt for både børn og voksne at være aktive i hverdagen.
Rårup Hallen og de omkringliggende boldbaner danner rammen om ugentlige træninger og sociale arrangementer, og hallen bruges flittigt af både foreninger og borgere. Her finder man også et moderne motionslokale, der er åbent alle dage fra morgen til aften.
Rårup Gymnastik- og Idrætsforening (RGIF) står bag en lang række tilbud: gymnastik, håndbold, fodbold, spinning og nicheprægede aktiviteter som RC Cars, hvor børn og voksne mødes på den gamle tennisbane. Fra 2026 åbner foreningen desuden et nyt VR-tilbud, der kombinerer bevægelse og leg i en virtuel verden.
Spejderlivet er også en del af byens fritid, hvor De Blå Spejdere med deres familiespejder giver mulighed for at være sammen i naturen med mad over bål og kreative aktiviteter.
Ved Rårup flyveplads mødes entusiaster i Horsens Flyveklub og i nærområdet findes Danmarks Ferguson-museum, der tiltrækker besøgende udefra.
Rårup Sognegård danner ramme om fællesspisninger, koncerter og foredrag, mens høstfest, loppemarkeder, julebanko og traktortræk hører til årets traditioner.
I Hornsyld, ca. 7 minutters kørsel fra Rårup, ligger Horsyld Idrætscenter med en nyrenoveret stor svømmehal. Her kan både børn og voksne gå til svømning eller nyde en tur i varmtvandsbassinet.
I Rårup finder man primært charmerende landsbyhuse med have. Omkring kirken er der et nyere parcelhuskvarter hvor der også er enkelte kommunale byggegrunde til salg. I oplandet findes landejendomme med større arealer.
Sammenlignet med Horsens ligger prisniveauet i Rårup lavere og man får mere bolig for pengene alt efter størrelse og stand.
Lokale ejendomsmæglere fremhæver Rårup som et trygt sted at bo med kort afstand til både skole, institutioner og skøn natur.
Busruter:
- Rute 704: Rårup - Hornsyld - Stouby/Daugård - Vejlefjordskolen
- Rute 705 (Flexbus): Brund - Rårup - Gramrode - Klejs - Juelsminde
Skolebusser:
- Rute 002: Møgelkærvej - Skjold - Stourup - Rårup
- Rute 003: Rårup (Sydlige distrikt) - Rårup Skole - Skolen i Midten
Flextrafik
Med Flextrafik får du adgang til en fleksibel og brugervenlig transport, der bringer dig fra dør til dør. Prisen afhænger af afstand og antal zoner. Du kører ofte sammen med andre passagerer, og ruten kan derfor variere lidt.
Et særligt tilbud er de såkaldte knudepunkter – faste opsamlingssteder i hele kommunen, hvor du kan starte eller slutte din rejse og få en markant lavere pris. Der er over 30 knudepunkter fordelt i kommunen, og det tætteste på Rårup er Rårup Hallen.
Du kan også bestille Flextur til en adresse uden for Hedensted Kommune – fx til lægebesøg eller fritidsaktiviteter i nabokommuner. Prisen er dog anderledes end ved ture inden for kommunen.
På Rejseplanen.dk kan du beregne prisen og bestille din Flextur. Du kan også bestille ved at ringe på 87 40 83 00.
Køretider til større byer
- Horsens – ca. 18 min.
- Vejle – ca. 30 min.
- Brande – ca. 50 min.
- Århus – ca. 60 min.
Afstand er beregnet fra centrum til centrum og angiver en realistisk gennemsnitlig køretid..
Regional infrastruktur:
E45 afkørsel 57 Horsens Syd eller Hedensted 58 ligger begge med ca. 20 minutters kørsel fra Rårup og tilbyder adgang til E45 i begge retninger.
Facebook grupper:
- Rårup og opland
- Rårup og omegn
- Rårup Skole
- Rårup, Skjold og Klejs Kirker
- Rårup Hallen
- Rårup Gymnastik og Idræts Forening
- De Blå Spejdere i Rårup
- Rårup RC Cars
- Rårup Jagtforening
- Horsens Flyveklub
- Rårup Traktortræk
- Klejs Borgerforening
- Vi hjælper hinanden i Gramrode
- Skjold og Omegn
Hjemmesider:
- Rårup Skole
- Rårup Lokalråd
- Rårup Børnehus
- Idrætsbørnehaven Skjold
- Rårup Hallen
- Rårup Gymnastik og Idrætsforening
- De Blå Spejdere i Rårup
- Rårup RC Cars
- Rårup Sognegård
- Rårup Skole
- Rårup Flyveplads
- Byggegrunde i Rårup
- Horsens Flyveklub
- Skjold og Omegn
- Hornsyld Idrætscenter
Lokalambassadør
Har du spørgsmål eller vil du bare gerne tale med en lokal? Så kontakt lokalambassadøren:
Kristian Johansen
kj@pebelvej.dk
Tlf.: 22722020