Hjarnø
Hjarnø ligger i Horsens Fjord, kun 7 minutters sejlads fra fastlandet ved Snaptun. Her finder man et trygt lokalmiljø med gode fællesskaber og smuk maritim natur. Der er kort vej til Horsens, som kan nås på ca. 20 minutter.
Menu
Velkommen til Hjarnø
Hvordan er det at bo her, og hvilke muligheder er der for børnepasning, skole, foreninger og kulturtilbud? Herunder får du et indblik i hverdagen og livet i Hjarnø.
Hjarnø er en lille ø i Horsens Fjord, kun syv minutters sejlads fra Snaptun. Her bor ca. 115 øboer med en rolig og idyllisk hverdag og et stærkt lokalt fællesskab.
Der er pt. knap 20 børn på Hjarnø i alderen 1 til 16 år som benytter pasningsordning eller går i Glud Skole (fra 0-6 klasse) og fortsætter derefter i Juelsminde. En gratis skolebus venter ved færgen og fragter børnene frem og tilbage. Overfarten er gratis for øboere.
Hjarnø har desuden sin egen Efterskole med fokus på sundhed, fællesskab, faglighed og personlig udvikling det giver et aktivt ungdomsmiljø på skolen og på Hjarnø.
Hjarnø er båret af frivillighed og lokale initiativer, beboerne skaber f.eks. selv legeplads, mødesteder og aktiviteter som samler både børn og voksne. Nye beboere bliver mødt med åbne arme og venlighed, de føler sig hurtigt som en del af øsamfundet.
Vuggestue og børnehave
Der findes ingen daginstitution på Hjarnø. Øen hører til Glud Skoles distrikt, og børn benytter derfor dagtilbud i Snaptun, Glud og Skjold som ligger på fastlandet. Her ligger Børnehuset Giraffen med vuggestue og børnehave, og tilbyder pasning i trygge rammer med tæt tilknytning til skolen.
Dagpleje
Dagplejen i Hedensted Kommune bygger på nærvær, genkendelighed og små børnegrupper med faste voksne. Mange dagplejere deltager aktivt i lokale legestuer og netværk, og pasningen foregår i trygge, hjemlige rammer.
Skole og SFO
Børn fra Hjarnø går i Glud Skole fra 0-6 klasse. Skolen ligger i Glud, ca. 3 km fra Hjarnø/Snaptun, og er kendt for sit samarbejde mellem skole og SFO. Efter 6. klasse fortsætter eleverne i Juelsminde Skole, hvor der tilbydes overbygning med 7-9 klasse samt ungdomsmiljø og flere fagtilbud.
Ungdomsskolen
Unge fra 7. klasse hører under Ungdomsskolen i Juelsminde, hvor der tilbydes klub, valgfag og fritidsaktiviteter i et trygt miljø.
Selvom Hjarnø er lille, er fællesskabet stort. Øens beboere har skabt et levende og inkluderende lokalmiljø med et bredt udvalg af foreninger og netværk.
Her findes alt fra beboerforening, jagtforening og bådlaug til strikkeklub, motionsgrupper og kor. Mange aktiviteter udspringer af frivilligt engagement, som da den nye legeplads i Skolehaven blev etableret af lokale kræfter. Hjarnø Forsamlingshus fungerer som samlingspunkt for fællesspisning, møder og sociale arrangementer.
Den lokale Facebook-gruppe bruges flittigt til at koordinere arrangementer og praktisk hjælp. F.eks. på Hjarnø Havn deles information om begivenheder og aktiviteter, men også koncerter og musikalske indslag. Øens Facebookside bruges også til at byde nye beboere velkommen.
Skolehaven midt på øen fungerer som samlingssted for både børn og voksne. Her finder man naturlegeplads med bål sted, legeplads og madpakkehus.
På Hjarnø Camping er der både legeplads, svævebane og parkgolf, Campingpladsen tilbyder desuden at prøve kræfter med paddleboards.
Cykeludlejning – leje af golfbiler mm foregår på havnen.
På øen tilbydes forskellige aktiviteter, workshops, musik og kulturoplevelser fx i Forsamlingshuset med fællesspisning og sang.
Ved Hjarnø Odde findes en populær badestrand med fint badevand, og øens stier giver mulighed for vandreture, hvor man kan opleve Horsens Fjord på nært hold.
Lokale ejendomsmæglere fremhæver Hjarnøs rolige atmosfære, smukke kyststrækninger, rige dyreliv og sit stærke fællesskab. Her kan børnene lege frit, cykle på stier og veje samt lege på stranden eller tage på gåtur i det fredede landskab.
Boligudbuddet består primært af ældre gårde og villaer langs Hovedvejen samt enkelte nyere huse tæt på havnen. De fleste boliger har udsigt til havet og ligger i rolige omgivelser med kort afstand til færgen og øens fælles mødesteder. Der er ofte rift om de relative få boliger, der kommer til salg på Hjarnø.
Færge:
Overfart med færgen til Snaptun tager kun syv minutter og sejles mere end 30 gange dagligt fra tidlig morgen til sen aften. For øens beboere er sejlturen gratis.
Busruter:
Fra Snaptun Havn er der direkte forbindelse til Horsens Trafikterminal og man kan nå Horsens centrum på cirka en halv time
- Rute 104: Horsens - Glud - Snaptun - Juelsminde
Stop: Snaptun Færgehavn
Skolebusser:
Kommunen tilbyder gratis skolebus til børn, der går på Glud Skole og videre til Juelsminde Skole. Skolebussen holder klar ved færgen i Snaptun morgen og eftermiddag, så transporten hænger naturligt sammen med færgeafgange
-
Rute 001: Snaptun - Glud - Juelsminde Skole
Stop: Snaptun Færgehavn
Flextrafik
Med Flextrafik får du adgang til en fleksibel og brugervenlig transport, der bringer dig fra dør til dør. Prisen afhænger af afstand og antal zoner. Du kører ofte sammen med andre passagerer, og ruten kan derfor variere lidt.
Et særligt tilbud er de såkaldte knudepunkter – faste opsamlingssteder i hele kommunen, hvor du kan starte eller slutte din rejse og få en markant lavere pris. Det tætteste på Hjarnø er Snaptun Havn.
Du kan også bestille Flextur til en adresse uden for Hedensted Kommune – fx til lægebesøg eller fritidsaktiviteter i nabokommuner. Prisen er dog anderledes end ved ture inden for kommunen.
På Rejseplanen.dk kan du beregne prisen og bestille din Flextur. Du kan også bestille ved at ringe på 87 40 83 00.
Køretider til større byer
- Horsens – ca. 15 min.
- Vejle – ca. 48 min.
- Brande – ca. 60 min.
- Aarhus – ca. 65 min.
Afstand er beregnet fra centrum til centrum og angiver en realistisk gennemsnitlig køretid.
Regional infrastruktur:
Fra Snaptun er der ca. 25 minutters kørsel til motorvej E45, Horsens Syd.
Lokalambassadør
Har du spørgsmål eller vil du bare gerne tale med en lokal? Så kontakt lokalambassadøren:
Peter Andersen
hjarnoebf@gmail.com
Tlf.: 29458624