Gå til hovedindhold

Ørum

I Ørum bor du midt i naturen kun ca. 15 min. fra Vejle. Her får du trygge rammer med kort afstand til dagtilbud og skole i Daugård. Ørum har et varieret foreningsliv med aktiviteter og fællesskaber for både børn og voksne.

Dronefoto over Ørum by en solrig dag

Menu

    Velkommen til Ørum

    Hvordan er det at bo her, og hvilke muligheder er der for børnepasning, skole, foreninger og kulturtilbud? Herunder får du et indblik i hverdagen og livet i Ørum.

    Ørum er en lille landsby med cirka 236 indbyggere, hvor hverdagen er præget af ro, nærhed og grønne omgivelser. Med den nye Ringvej Øst er der kort vej til Hedensted, og kun ca. 15 minutters kørsel til Vejle.

    Ørum deler postnummer med Daugård, og de to byer samarbejder tæt om skole, dagtilbud og fritidsliv. Lokale ildsjæle driver foreninger og fælles projekter, som giver liv til området og gør det nemt at blive en del af fællesskabet.

    Her får man overskuelige rammer, stærke netværk og kort afstand til både natur og byens muligheder.

     

    Vuggestue og børnehave
    I selve Ørum findes ingen institutioner, men ca. 3 kilometer væk ligger Tryllefløjten i Daugård. Det er en integreret institution med både vuggestue- og børnehavestuer fordelt på fire grupper. De yngste børn holder til i børnehavehuset, mens de ældste børnehavebørn har lokaler på Daugård Skole, hvilket giver en glidende overgang til skolelivet. Institutionen ligger centralt med legeplads og tæt på både skole, SFO og idrætshal.

    Dagpleje
    Dagplejen i Hedensted Kommune bygger på nærvær, genkendelighed og små børnegrupper med faste voksne. Mange dagplejere deltager aktivt i lokale legestuer og netværk, og pasningen foregår i trygge, hjemlige rammer.

    Skole og SFO
    Ørum hører til Daugård Skole (0.–6. klasse). Skolen har tæt samarbejde med dagtilbuddet og SFO. Elever fra Ørum kan tage den gratis skolebus, som dagligt samler børn op i landsbyen og kører til skolen. Efter 6. klasse fortsætter de fleste til Hedensted Skole, som er overbygningsskole til Daugård.

    Som en del af skolens hverdag har Daugård etableret Kids Zone, et fælles miljø hvor børn kan mødes på tværs af klasser og aktiviteter. Kids Zone understøtter samarbejdet mellem skole og fritid og giver børnene ekstra muligheder for at udvikle både fællesskab og trivsel.

    Ungdomsskole – et fællesskab for unge
    Ungdomsskole- og klubtilbud findes i Hedensted by, hvor Ung Hedensted tilbyder klubmiljø, valgfag og aktiviteter for elever i 7. klasse og til de fylder 18 år.

     

    Ørum er en lille by, men det lokale sammenhold er stærkt og båret af ildsjæle. Mange aktiviteter sker i samarbejde med Daugård, hvor Ørum Daugård Multicenter er et naturligt mødested. Her samles man ikke kun til sport, men også til fællesspisninger, loppemarked og banko.

    Daugård Lokalråd har fokus på projekter, der styrker fællesskab og lokal udvikling. Lokalrådet har de seneste år sat initiativer i gang omkring fjernvarme, stier og forskønnelse, og Ørum-borgerne er en aktiv del af dette netværk.

    I byen selv er legepladsen og bålpladsen samlingspunkt for hverdagsfællesskab, hvor naboer mødes spontant til leg og snak. Foreningerne samarbejder på kryds og tværs, og ildsjæle bidrager til at skabe nye aktiviteter, der får både børn, unge og voksne til at føle sig hjemme.

    Facebookgrupper som “Ørum 8721” og “Daugårds opslagstavle” bruges flittigt til at koordinere frivillige kræfter, invitere til fællesspisning og byde nye naboer velkommen.

    Alt i alt er foreningslivet omkring Ørum kendetegnet ved et tæt naboskab, et stort frivilligt engagement og et stærkt lokalt netværk, som gør det let at blive en del af fællesskabet.

    Ørum Daugård Multicenter rummer sportshal, boldhal, fitness og caféområde. Her tilbydes alt fra gymnastik og fodbold til badminton, tennis, e-sport og padel, og der afholdes både gymnastikopvisninger, fodboldstævner og koncerter.

    Musikken har også sin plads i Ørum. I byen ligger det intime koncertsted Rytmeloftet, hvor lokale og internationale kunstnere optræder. Stemningen er nærværende og skaber et anderledes kulturtilbud, som tiltrækker besøgende fra nær og fjern.

    Den store legeplads i Ørum fungerer både som rekreativt område og ramme for Skt. Hans og fælles grillarrangementer. Fra byen kan man hurtigt nå ud i naturen ved Ørum Ådal og Urlev Bakker, som bruges til gå- og cykelture.

    For dem der søger vandaktiviteter, er der kun fem minutters kørsel til Daugård Strand, hvor vinterbadere og sommergæster mødes ved badebroen.

    Kirkerne i Ørum og Daugård bidrager desuden til kulturlivet med koncerter, fællesgudstjenester og børneaktiviteter. Samarbejdet med Daugård betyder, at borgere i Ørum har adgang til et rigt udbud af kultur- og fritidstilbud, som går langt ud over, hvad man normalt finder i en landsby af denne størrelse.

    Lokale ejendomsmæglere fremhæver Ørum som et sted, hvor man får meget bolig for pengene. Her finder man hyggelige huse med sjæl, moderniserede villaer med god plads og charmerende landejendomme, der giver mulighed for både hobby og familieliv i grønne omgivelser. Mange boliger har store haver og udsigt til åbne marker, og samtidig er der kort til både legeplads, skole og foreningsliv. 

    Boligudviklingen sker i et tempo, der bevarer landsbyens overskuelige karakter, med enkeltstående nybyggerier og løbende renoveringer af de eksisterende ejendomme. Lejeboliger findes primært i Daugård.

    Kombinationen af landlig idyl, et stærkt lokalt fællesskab og den korte afstand til Vejle, gør Ørum til et attraktivt valg for familier, der ønsker hus og have i trygge omgivelser.

    Find boliger til salg i Ørum

     

    Skolebusser:

    • 704 skolebus mod bl.a. Vejlefjordskolen med stop i Ørum/Ørumvej.
    • 694 Skolebus Løsning – Hedensted – Ørum – Daugård med stop i Ørum og Ørum/Ørumvej

    Det er gratis at køre med skolebusser i Hedensted Kommune - også for voksne.

    Flextrafik

    Med Flextrafik får du adgang til en fleksibel og brugervenlig transport, der bringer dig fra dør til dør. Prisen afhænger af afstand og antal zoner. Du kører ofte sammen med andre passagerer, og ruten kan derfor variere lidt.

    Et særligt tilbud er de såkaldte knudepunkter – faste opsamlingssteder i hele kommunen, hvor du kan starte eller slutte din rejse og få en markant lavere pris. Der er over 30 knudepunkter fordelt i kommunen, og det tætteste på Ørum er Ørum-Daugård Multicenter.

    Du kan også bestille Flextur til en adresse uden for Hedensted Kommune – fx til lægebesøg eller fritidsaktiviteter i nabokommuner. Prisen er dog anderledes end ved ture inden for kommunen.

    På Rejseplanen.dk kan du beregne prisen og bestille din Flextur. Du kan også bestille ved at ringe på 87 40 83 00.

    Køretider til større byer

    • Vejle – ca. 15 min.
    • Horsens – ca. 20 min.
    • Brande – ca. 40 min.
    • Århus – ca. 60 min.

    Afstand er beregnet fra centrum til centrum og angiver en realistisk gennemsnitlig køretid..

    Regional infrastruktur:

    Fra Ørum er der ca. 6 minutters kørsel til motorvej E45 ved Hedensted afkørsel 57. Den nye Ringvej Øst giver desuden hurtig forbindelse til Hedensted by.