Gå til hovedindhold

Eriknauer

Eriknauer er en lille landsby som ligger kun 9 km fra Horsens. Her bor man i fredelige, landlige omgivelser med god plads og godt naboskab

Dronefoto over Eriknauer by en sommerdag

Menu

    Velkommen til Eriknauer

    Hvordan er det at bo her, og hvilke muligheder er der for børnepasning, skole, foreninger og kulturtilbud? Herunder får du et indblik i hverdagen og livet i Eriknauer.

    Eriknauer er en lille landsby med omkring 85 indbyggere. Her er hverdagen er præget af ro, tryghed og et tæt naboskab, hvor man hurtigt lærer hinanden at kende.

    Byen består primært af gårde og villaer på store grunde, hvor der er god plads og udsyn til de åbne marker. Fra byen er der kort vej til motorvej E45 ved Horsens Syd, og herfra når man hurtigt Horsens, Vejle eller Aarhus.

    Eriknauer henvender sig til dem, der ønsker at bo tæt på nature og åbne marker med kort afstand til Horsens og byens mange muligheder.

     

    Eriknauer har ikke egne institutioner, men er en del af skoledistriktet for Løsning. Børn i området benytter derfor dagtilbud og skole i de nærliggende byer.

    Vuggestue og børnehave

    • Børnehuset Tippen i Løsning er et integreret tilbud med både vuggestue og børnehave. Kapaciteten er ca. 40 vuggestuebørn og 90 børnehavebørn. Institutionen er kendt for sit store udeområde og fokus på natur og inklusion.

    • Ølsted Børnehave har plads til omkring 43 børn. Den er tæt knyttet til Ølsted Skole og SFO, hvilket giver en tydelig rød tråd i børnenes overgang til skole.

    Skole og SFO
    Distriktsskolen er Løsning Skole, som rummer ca. 440 elever fra 0. til 9. klasse. Skolen arbejder ud fra værdierne respekt, engagement og trivsel. Der er også fokus på innovation og entreprenørskab. SFO Regnbuen er tilknyttet skolens indskoling og giver gode mulighed for leg og aktiviteter efter skoletid.

    Dagpleje
    Dagplejen i Hedensted Kommune bygger på nærvær, genkendelighed og små børnegrupper med faste voksne. Mange dagplejere deltager aktivt i lokale legestuer og netværk, og pasningen foregår i trygge, hjemlige rammer.

    Ungdomsskole – et fællesskab for unge
    Unge fra Eriknauer hører under Ungdomsskolen i Hedensted. Her tilbydes klubmiljø, valgfag, café og aktiviteter.

     

    Her er et godt fællesskab, og den lokale Facebookgruppe Os fra Eriknauer fungerer som en digital opslagstavle, hvor beboere deler nyt, hjælper hinanden og koordinerer praktiske ting i hverdagen. Der er en årlig byfest, hvor der er mulighed for at hygge og hilse på naboer.

    Selvom landsbyen ikke har egne foreninger, er der kort afstand til både Løsning og Ølsted, hvor mange deltager i fritidslivet. I Løsning er Løsning IF et naturligt omdrejningspunkt og i Ølsted er det bl.a. Ølsted Ungdom- & Gymnastik.

    Eriknauer har ikke egne kultur- eller fritidsfaciliteter, men de nærmeste nabobyer rummer både naturperler og hverdagsaktiviteter.

    I Ølsted ligger Kærskoven som er et oplagt udflugtsmål for familier. Her finder man hundeskov, bålpladser og den lille Latsø, hvor man kan tage en kort vandretur eller nyde en picnic i naturen.

    Løsning har legepladser ved skolen og institutionerne, som er populære blandt lokale børn. Byen fungerer som et naturligt samlingspunkt med idrætsfaciliteter og fritidstilbud.

    Der er kun ca. 10 minutters kørsel til Horsens, som tilbyder et bredt udvalg af kulturtilbud. 

    I Eriknauer finder man rummelige villaer og landejendomme med store grunde og udsigt til åbne marker. Her er god plads både inde og ude, og priserne ligger væsentligt under niveauet i Horsens. Det er sjældent, der udbydes lejeboliger i selve byen, men der er flere muligheder i nærliggende Løsning og Hedensted. Området tiltrækker især dem, der ønsker ro, natur og en bolig med albuerum.

    Busruter:

    Skolebusser:

    • Rute 698 kører på skoledage mellem Løsning, Ølsted, Bottrup og Eriknauer – med stop morgen og eftermiddag

    Flextrafik

    Med Flextrafik får du adgang til en fleksibel og brugervenlig transport, der bringer dig fra dør til dør. Prisen afhænger af afstand og antal zoner. Du kører ofte sammen med andre passagerer, og ruten kan derfor variere lidt.

    Du kan også bestille Flextur til en adresse uden for Hedensted Kommune – fx til lægebesøg eller fritidsaktiviteter i nabokommuner. Prisen er dog anderledes end ved ture inden for kommunen.

    På Rejseplanen.dk kan du beregne prisen og bestille din Flextur. Du kan også bestille ved at ringe på 87 40 83 00.

    Køretider til større byer

    • Horsens – ca. 10 min.
    • Vejle – ca. 25 min.
    • Brande – ca. 35 min.
    • Århus – ca. 45 min.

    Afstand er beregnet fra centrum til centrum og angiver en realistisk gennemsnitlig køretid..

    Regional infrastruktur:

    Eriknauer ligger ca. 5 min. kørsel fra motorvej E45 med tilkørsel ved Horsens Syd