Stenderup
I Stenderup finder du det bedste fra to verdener: grønne omgivelser, stærke fællesskaber og en tryg hverdag med skole, multihal og købmand – kun ca. 15 minutter fra Horsens

Menu
Velkommen til Stenderup
Hvordan er det at bo her, og hvilke muligheder er der for børnepasning, skole, foreninger og kulturtilbud? Herunder får du et indblik i hverdagen og livet i Stenderup.
Stenderup er en levende landsby i det kuperede landskab mellem Hedensted og Horsens. Her bor lidt over 400 mennesker, og byen er kendt for sit stærke sammenhold og sin evne til at løfte i flok.
De seneste år har sat gang i en markant udvikling: en ny multihal, renoveret skole, legeplads og et stort boligområde under opførelse. Samtidig bevares det nære og overskuelige med bl.a. købmand, skole og natur i gåafstand. Her er plads til både hverdag og fællesskab
Vuggestuer og børnehaver
Stenderup har ikke en kommunal vuggestue i selve byen, men hører under skoledistriktet Bjerre/Stenderup. Det nærmeste kommunale dagtilbud er Børnehuset Skovtrolden i Bjerre, som er en integreret institution med både vuggestue og børnehave. Institutionen lægger vægt på udeliv, tryghed og små børnegrupper, og ligger ca. 5 minutters kørsel fra Stenderup. Der er skolebus og cykelsti mellem byerne.
Privat børnepasning
I Stenderup findes den private pasningsordning Brumbassen, som lægger vægt på tryghed, nærvær og udeliv. Pasningen foregår i hjemlige rammer tæt på naturen.
Dagpleje
Dagplejen i Hedensted Kommune bygger på nærvær, genkendelighed og små børnegrupper med faste voksne. Mange dagplejere deltager aktivt i lokale legestuer og netværk, og pasningen foregår i trygge, hjemlige rammer – tæt på natur, skole og lokalsamfund.
Find en dagplejer i Stenderup
Skoler og SFO
Stenderup Skole er en lille og tryg folkeskole med 115 elever. Skolen dækker 0.–6. klassetrin og har et tæt samarbejde med den lokale SFO og multihallen. Skolen er nyrenoveret og har fokus på trivsel, fællesskab og understøttende læring. Der er et stærkt samarbejde mellem skole og SFO, og mange aktiviteter foregår i fællesskab.
Overbygningsskole
Efter 6. klasse fortsætter eleverne på Skolen i Midten i Hornsyld, som er overbygningsskole for Stenderup Skole. Skolen ligger ca. 10 minutters kørsel fra Stenderup, og der er gratis skolebus. Skolen har fokus på faglighed, trivsel og inkluderende læringsmiljøer.
Ungdomsskole – et fællesskab for unge
Ungdomsskolen i Hedensted Kommune - UngHedensted - tilbyder et bredt udvalg af fritidsaktiviteter og undervisning for unge fra 7. klasse og op til 18 år. Her kan man deltage i spændende hold, tage knallertkørekort, lære førstehjælp og være en del af lokale ungdomsklubber. Fokus er på trivsel, læring og fællesskab – med engagerede voksne og et trygt miljø, hvor unge kan udvikle sig både fagligt og personligt.
Find din lokale ungdomsklub
Stenderup er kendt for sit stærke fællesskab og lokale engagement. Stenderup og Omegns Borgerforening står bag mange initiativer – fra byforskønnelse til masser af aktiviteter.
På Stenderup og omegns borgerforening Facebookside deles alt fra pasningshjælp til fællesspisning og lokale nyheder.
Forsamlingshuset danner rammen om sociale arrangementer, og Stenderup Sportsklub samler børn og voksne til gymnastik, fodbold og fælles aktiviteter.
Her er det nemt at blive en del af fællesskabet – også som ny i byen.
Stenderup har sin egen moderne multihal, som bruges flittigt af både skole og foreninger. Her er der aktiviteter året rundt – fra gymnastik og badminton til fællesspisning og byfester. Byen har også to legepladser, shelters og bålpladser ved Fuglekær – et grønt område, som bruges til både leg og fællesskab.
Borgere i Stenderup bruger også Hornsyld Idrætscenter hvor man finder svømmehal, ungdomsklub og flere idrætstilbud. Alt sammen inden for ca. 10 minutters kørsel.
Naturlegepladsen i Juelsminde - ca. 20 minutters kørsel er et populært udflugtsmål for familier.
Stenderup byder på en blanding af ældre huse med sjæl, nyere parcelhuse og nu også helt nye boliger i det grønne område Skoleengen. Her er de første 30 lejeboliger ud af 90 planlagte under opførelse af Alfabo med indflytning medio 2026.
Ud over nye rækkehuse er der også udstykket 47 nye byggegrunde på mellem 700-1000 m² hvoraf de første allerede er solgt.
Boligpriserne i Stenderup ligger generelt lavere end i Horsens, hvilket gør området attraktivt for familier, der ønsker mere bolig for pengene.
Lokale ejendomsmæglere fremhæver det gode naboskab, nærheden til naturen og den korte vej til Horsens som tre gode grunde til at bo i Stenderup
Busruter
- Busrute 105 Juelsminde ↔ Horsens stopper ved Stenderup og kører cirka én gang i timen det meste af dagen – se tider på Rejseplanen.dk.
Skolebusser (gratis)
- Rute 4 Bjerre ↔ Stenderup Skole – morgen og to hjemture på skoledage.
- Rute 5 Stenderup Forsamlingshus → Skolen i Midten / Juelsminde – for mellemtrin og udskoling, morgen og eftermiddag.
Flextrafik
Med Flextrafik får du adgang til en fleksibel og brugervenlig transport, der bringer dig fra dør til dør. Prisen afhænger af afstand og antal zoner. Du kører ofte sammen med andre passagerer, og ruten kan derfor variere lidt.
Et særligt tilbud er de såkaldte knudepunkter – faste opsamlingssteder i hele kommunen, hvor du kan starte eller slutte din rejse og få en markant lavere pris. det tætteste på Stenderup er Stenderup Skole.
Du kan også bestille Flextur til en adresse uden for Hedensted Kommune – fx til lægebesøg eller fritidsaktiviteter i nabokommuner. Prisen er dog anderledes end ved ture inden for kommunen.
På Rejseplanen.dk kan du beregne prisen og bestille din Flextur. Du kan også bestille ved at ringe på 87 40 83 00.
Køretider til større byer
- Horsens – ca. 15 min.
- Vejle – ca. 23 min.
- Brande – ca. 43 min.
- Århus – ca. 50 min.
Afstand er beregnet fra centrum til centrum og angiver en realistisk gennemsnitlig køretid..
Regional infrastruktur:
Fra Stenderup er der blot 8 minutters kørsel til tilkørslen E45 (Horsens S), hvilket gør det hurtigt at pendle mod både Aarhus (nord) og Kolding/Flensborg (syd). Vestvejen/Ringvej Syd ved Vejle nås på cirka 16 minutter og giver smidig adgang til Vejle Nord, mens Midtjyske Motorvej (Herningmotorvejen) tilkobles ved Brande efter cirka 35 minutter. Samlet giver de tre hovedveje fleksible ruter for både arbejds- og fritidskørsel.
Lokalambassadør
Allan Kristensen
Tlf: 40750387
8781stenderupby@gmail.com
Byens hjemmeside:
8781stenderupby.dk/