Ølsted
Ølsted ligger tæt på Horsens omgivet af skov og åbne marker. Her finder du skole, børnehave og SFO side om side. Byen har et aktivt lokalmiljø med stærke fællesskaber og et rigt foreningsliv for både børn og voksne.

Menu
Velkommen til Ølsted
Hvordan er det at bo her, og hvilke muligheder er der for børnepasning, skole, foreninger og kulturtilbud? Herunder får du et indblik i hverdagen og livet i Ølsted.
Ølsted er en landsby med cirka 870 indbyggere. Byen ligger mellem Horsens og Hedensted og er omgivet af åbne marker, grønne stier og skovområder som Kærskoven og og den relative nye Sebberup Statsskov.
Centralt i Ølsted ligger skole, børnehave og SFO samlet, så hverdagens vigtigste tilbud er inden for kort afstand. Området omkring skolen er ved at blive omdannet til en bypark med plads til leg, læring og fælles aktiviteter. Her skabes et grønt samlingspunkt, som både børn og voksne får glæde af.
Lokale kræfter står bag flere fællesprojekter, herunder udviklingen af byparken og opførelsen af 15 nye lejeboliger midt i byen. Projektet er drevet af et samarbejde mellem borgerforening, lokalråd og idrætsforening, og har bred opbakning i lokalsamfundet.
Den korte vej til Horsens og motorvej E45 gør det nemt at nå arbejde, skole og kulturtilbud i de større byer.
Vuggestue og børnehave
Ølsted Børnehave er normeret til 43 børn og har fælles ledelse med både skole og SFO. Målet er at skabe en rød tråd gennem hele barndommen. Der arbejdes systematisk med at gøre overgangen fra børnehave til skole så let som muligt. Fra efteråret til 1. april deltager de kommende skolebørn i forløb på skolen et par dage om ugen, og herefter samarbejder børnehave- og SFO-personale om at gøre børnene trygge i de nye rammer.
Fra januar 2026 åbner en ny vuggestueafdeling i Ølsted som en del af Ølsted Børnehave. Her bliver der plads til de mindste børn i trygge rammer med ca. otte pladser i opstartsfasen .
Dagplejen er et godt tilbud til dig, der ønsker et udviklende og lærende miljø til dit barn. I dagplejen er dit barn sammen med den samme voksne hele dagen og en del af en børnegruppe på 4. Det tætte og nære miljø i dagplejen gør, at dagplejeren kender dit barns behov, muligheder, baggrund og kompetencer m.v., og hverdagen tilrettelægges ud fra børnenes behov.
Skole og SFO
Ølsted Skole har 108 elever fordelt på 0.–6. klasse. Skolens værdigrundlag bygger på fællesskab, rummelighed, gensidig respekt, tillid og tryghed. Trivslen er i centrum, og der findes en handleplan mod mobning. Undervisningen foregår ofte på tværs af klasserne, og der opstilles både personlige og sociale mål for elever og klasser. Skole-hjem-samarbejdet vægtes højt, ligesom teamsamarbejdet omkring hver enkelt klasse.
Overbygningsskole
Efter 6. klasse fortsætter eleverne på Løsning Skole, som ligger ca. seks kilometer fra Ølsted. Her går 406 elever fra 0.–9. årgang. Skolen er profilskole for innovation og entreprenørskab og arbejder tæt sammen med forældrene om at udfordre alle elever, så de når deres fulde potentiale. Visionen bygger på værdierne respekt, engagement og trivsel. Løsning Skole modtager elever fra Korning, Ølsted og Øster Snede.
Ungdomsskolen i Hedensted Kommune tilbyder valgfag og fritidsaktiviteter for de ældste elever. Her kan unge fra Ølsted møde jævnaldrende fra resten af kommunen i et uformelt miljø.
Ølsted har et stærkt foreningsliv, hvor både sport, musik og sociale fællesskaber fylder meget i hverdagen.
Ølsted UGF (Ungdoms- & Gymnastikforening) tilbyder et bredt udvalg af aktiviteter for børn og voksne – blandt andet fodbold, gymnastik, badminton, bordtennis, tennis, skydning, e-sport, crossfit og cykling. Foreningen har en aktiv rolle i byen og skaber rammer for både motion og fællesskab.
Er man til bordtennis, kan man blive en del af Ølsted Bordtennisklub, og har man interesse for skydning, er Ølsted Skytteforening stedet, hvor både nye og erfarne skytter kan dyrke sporten i trygge rammer.
Der er også plads til andre interesser end sport. I Ølsted Gospel Singers mødes sangglade borgere om musikken, mens Ølsted Bryglaug holder til i det gamle mejeri og samler folk om håndværk, smag og hygge.
Forsamlingshuset Ølsted Sognegård fungerer som et naturligt samlingspunkt med plads til private fester, møder og fælles arrangementer. Samtidig står Borgerforeningen for Ølsted og omegn bag byens traditionsrige begivenheder som sommerfest, julearrangementer, fællesspisning og filmaftener, der samler både børn og voksne.
Også de digitale fællesskaber spiller en vigtig rolle. Facebook-gruppen “Det sker i Ølsted (8723)” giver overblik over arrangementer og aktiviteter, mens Ølsted Kirke – Facebook-gruppe deler information om gudstjenester og kirkelige aktiviteter.
Som ny i byen er det nemt at finde ind i fællesskabet. Foreningerne, borgerforeningen og de mange frivillige kræfter skaber et åbent miljø, hvor alle kan være med – uanset om man har lyst til at dyrke sport, synge i kor, engagere sig i byens traditioner eller bare møde andre i uformelle rammer.
Ølsted rummer gode muligheder for et aktivt udeliv tæt på hjemmet. Området omkring skolen er ved at blive omdannet til en bypark med plads til leg, læring og fælles aktiviteter.
I nærområdet ligger Sebberup Statsskov med søer, hundeskov, vandresti, kælkebakke og udsigtshøj. Samtidig skaber Ølsted Å vådområdeprojekt nye naturarealer og rekreative muligheder tæt på byen. Inden for kort afstand finder I også Hedensted Folkeskov og Hjertestien, som giver yderligere adgang til grønne oplevelser.
Tæt på Ølsted findes desuden et bredt udbud af kultur- og fritidstilbud. Horsens byder på teater, koncerter, museer og biograf, mens Hedensted kan byde på svømmehal og stort idrætscenter.
Ølsted byder primært på villaer og parcelhuse i rolige kvarterer tæt på institutioner og grønne områder.
Der er nye lejeboliger på vej i Ølsted. På Bottrupvej planlægges 15 lejeboliger, som er blevet til i tæt samarbejde mellem foreninger, lokalråd og kommunen. Projektet har bred opbakning i byen og ses som et vigtigt skridt i at tiltrække nye familier.
Lokale ejendomsmæglere fremhæver Ølsted som en rolig og familievenlig landsby med kort afstand til skole, dagtilbud og indkøb. Beliggenheden tæt på Horsens, Hedensted og motorvej E45 gør det nemt at komme til arbejde og fritidsaktiviteter.
Busruter:
- Rute 202: Vejle – Hedensted – Horsens – Hovedgård – Tranbjerg – Aarhus
Stop: Ølsted og Ølsted/Hovedvejen
Skolebusser:
- Rute 698: Løsning – Ølsted – Bottrup – Eriknauer
Stop: Ølsted Skole og Ølsted/Bottrupvej/Kinch - Rute 6: Hedensted – Urlev – Ølsted
Stop: Ølsted Rundkørsel
Flextrafik
Med Flextrafik får du adgang til en fleksibel og brugervenlig transport, der bringer dig fra dør til dør. Prisen afhænger af afstand og antal zoner. Du kører ofte sammen med andre passagerer, og ruten kan derfor variere lidt.
Et særligt tilbud er de såkaldte knudepunkter – faste opsamlingssteder i hele kommunen, hvor du kan starte eller slutte din rejse og få en markant lavere pris. Der er over 30 knudepunkter fordelt i kommunen, og det tætteste på Ølsted er Ølsted Skole.
Du kan også bestille Flextur til en adresse uden for Hedensted Kommune – fx til lægebesøg eller fritidsaktiviteter i nabokommuner. Prisen er dog anderledes end ved ture inden for kommunen.
På Rejseplanen.dk kan du beregne prisen og bestille din Flextur. Du kan også bestille ved at ringe på 87 40 83 00.
Køretider til større byer
- Hedensted – ca. 7 min.
- Horsens – ca. 10 min.
- Vejle – ca. 20 min.
- Brande – ca. 40 min
- Billund – ca. 45 min.
- Århus – ca. 50 min.
Afstand er beregnet fra centrum til centrum og angiver en realistisk gennemsnitlig køretid..
Regional infrastruktur:
Fra Ølsted er der ca. 8 min til Vestvejen og motorvej E45 Horsens S.
Facebook grupper:
Hjemmesider:
Lokalambassadør
Har du spørgsmål eller vil du bare gerne tale med en lokal? Så kontakt lokalambassadøren:
Lennart Jensen
olsted.lokalraad@gmail.com
Tlf.nr.: 52114228