As
As ligger naturskønt nær Juelsminde og er et samlende navn for lokalområdet omkring As, Overby, Hosby og Kirkholm. Her finder du friskole, børnehave samt lokal købmand i nærområdet og Juelsmindes mange tilbud er kun få minutter væk.
Menu
Velkommen til As
Hvordan er det at bo her, og hvilke muligheder er der for børnepasning, skole, foreninger og kulturtilbud? Herunder får du et indblik i hverdagen og livet i As.
As består af landsbyerne As, Overby, Hosby og Kirkholm, som tilsammen danner ét samlet lokalområde mellem Glud og Juelsminde.
Her er naturen tæt på, især mod øst hvor Kirkholm og As Vig byder på badestrande og åben kyst. Mod nord ligger Palsgaard Slotspark og As Hoved som naturperler med skovstier, parklandskab og kulturel historie. Her er det oplagt at gå tur, løbe eller bare nyde udsigten.
Juelsminde ligger kun få minutters kørsel væk og fungerer som naturligt centrum for indkøb, spisesteder, marina og kulturliv. Den tætte forbindelse til Juelsminde er med til at styrke området som et godt sted at bo. Her får man gode rammer for et trygt og aktivt liv med både skole, købmand, forsamlingshus og idrætsforening. Der er inden for de seneste år anlagt en cykelsti til Juelsminde i begge retninger.
Vuggestue og børnehave
På As Friskole & Naturbørnehave i As findes ”Rødderne” som har fokus på fællesskaber og tryg overgang til skolestart. Hverdagen foregår ofte ude, på legepladsen eller i nærliggende naturområder.
I Juelsminde findes Tofteskovens Børnehuse som består af to enheder:
- Børnehuset Tuen: Plads til ca. 20 vuggestuebørn og 60 børnehavebørn
- Børnehuset Tusindfryd: Plads til ca. 13 vuggestuebørn og 47 børnehavebørn
Husene er placeret tæt på hinanden, der er kun en fodboldbane imellem, og Juelsminde Skole er nabo til Tuen.
Begge huse er beliggende tæt på skov og strand, hvilket ofte benyttes til at tage på ture ud i naturen med børnene. Legeplads faciliteterne er særdeles gode i begge huse, og der er en mindre særskilt legeplads til vuggestuebørnene og en stor legeplads til børnehavebørnene hvert sted.
Dagpleje
Dagplejen i Hedensted Kommune bygger på nærvær, genkendelighed og små børnegrupper med faste voksne. Mange dagplejere deltager aktivt i lokale legestuer og netværk, og pasningen foregår i trygge, hjemlige rammer.
Skole og SFO
As Friskole og SFO:
As Friskole er lokalområdets centrale institution og samlingspunkt med ca. 115 elever. Her er skole og børnehave samlet på én adresse og organiseret som en selvejende institution med lokal bestyrelse. Skolen har klassetrin fra 0. til 9. klasse.
Efter skoletid tilbyder As Friskole SFO i egne lokaler. Her lægges der vægt på trygge rammer og aktiviteter, der giver børnene mulighed for at være ude og bruge nærområdet.
Skolen har et nært forhold til lokalsamfundet, og både sportspladsen og forsamlingshuset tæt ved bruges lejlighedsvis til arrangementer og aktiviteter. På tværs af klasserne arbejdes der i perioder med emner og projekter, hvor ældre og yngre elever samarbejder.
Juelsminde Skole og SFO:
For børn fra As, Overby, Hosby og Kirkholm er Juelsminde Skole ofte distriktsskole. Den er en af kommunens større folkeskoler med ca. 400 elever. Skolen dækker hele skoleforløbet fra 0.–10. klasse og tilbyder SFO før og efter skoletid. Undervisning og fritidstilbud er samlet ét sted, og eleverne har adgang til faglokaler, hal og uderum.
SFO’en rummer både morgenmodul, eftermiddagsmodul og understøtter børnenes overgang fra børnehave til skole.
Ungdomsskolen
Ungdomsskolen i Hedensted Kommune - UngHedensted - tilbyder et bredt udvalg af fritidsaktiviteter og undervisning for unge fra 7. klasse og op til 18 år. Her kan man deltage i spændende hold, tage knallertkørekort, lære førstehjælp og være en del af lokale ungdomsklubber.
As Idrætsforening (As IF) er mere end en idrætsforening – det er en lokal base for fællesskab, frivillighed og sammenhold. As IF har ca. 135 medlemmer og tilbyder bl.a. fodbold, gymnastik og padel.
Forsamlingshuset og sportspladsen fungerer som lokale mødesteder, og der er tradition for fællesspisning, sommerfester og sociale arrangementer. Facebookgruppen As og Omegn samt Hosby, Juelsminde bruges aktivt til nabohjælp, lokale nyheder og koordinering af aktiviteter.
As og omegn byder på en række fritidsaktiviteter og tilbud for både børn, unge og voksne.
As Idrætsforening (As IF) er et centralt omdrejningspunkt. Her er fodbold og padel blandt de mest populære aktiviteter, og banerne ligger direkte op ad As Friskole. Padelbanerne blev indviet i 2022 og har siden haft stor tilslutning, både fra lokale og sommerhusgæster.
I forlængelse af idrætsanlægget ligger også As Forsamlingshus, som bruges til både fester og lokale arrangementer. Det danner rammen om alt fra banko til fællesspisning og høstfest.
Ved Kirkholm og As Vig findes badestrande, der bruges flittigt hele året og vandsportsaktiviteter som f.eks. kajak og fiskeri.
Lige oven for Hosby ligger Palsgaard Slotspark og As Hoved, som giver gode muligheder for at kombinere hverdagen med natur og kultur. Parken har åbne stier, historisk haveanlæg og er tilgængelig for alle. Mange bruger området til gåture, picnic eller som startpunkt for længere ture mod fjorden. As Hoved ligger i forlængelse af parken og er en ca. 4 km lang kysttange med åbne arealer med kig over Horsens fjord og Hjarnø.
Juelsminde fungerer som et vigtigt supplement til det lokale fritidsliv. Her finder man bl.a. Juelsminde Naturlegepark, et unikt havnemiljø med caféer og butikker samt aktiviteter i sommerhalvåret. F.eks. Juelsminde Havnefest, som altid ligger i uge 28.
Lokale ejendomsmæglere fremhæver As som et område med landsbystemning, grønne omgivelser og boliger med sjæl – ofte med god plads og udsigt til marker eller skov.
Her finder man både ældre huse, moderniserede villaer og enkelte landejendomme. Flere boliger ligger med udsigt til åbne marker eller fjorden ved Kirkholm, og det er let at finde en bolig med god plads – både inde og ude.
Busruter
- Rute 104: Horsens - Glud - Snaptun - Juelsminde
Stop: Overby, As Friskole og Hosby
Skolebusser
- Rute 8: Juelsminde Skole - Glud - Snaptun
Stop: Hosby, Overby
Flextrafik
Med Flextrafik får du adgang til en fleksibel og brugervenlig transport, der bringer dig fra dør til dør. Prisen afhænger af afstand og antal zoner. Du kører ofte sammen med andre passagerer, og ruten kan derfor variere lidt.
Et særligt tilbud er de såkaldte knudepunkter – faste opsamlingssteder i hele kommunen, hvor du kan starte eller slutte din rejse og få en markant lavere pris. De tætteste knudepunkter i As området er:
As Forsamlingshus (As og Asløkke), Overbyvej 24 (Overby), Hosby Gl. Skole (Hosby)
Du kan også bestille Flextur til en adresse uden for Hedensted Kommune – fx til lægebesøg eller fritidsaktiviteter i nabokommuner. Prisen er dog anderledes end ved ture inden for kommunen.
På Rejseplanen.dk kan du beregne prisen og bestille din Flextur. Du kan også bestille ved at ringe på 87 40 83 00.
Køretider til større byer:
- Horsens – ca. 20 min.
- Vejle – ca. 30 min.
- Århus – ca. 55 min.
- Brande - ca. 58 min.
Afstand er beregnet fra centrum til centrum og angiver en realistisk gennemsnitlig køretid.
Regional infrastruktur
Der er ca. 20 minutters kørsel fra As til motorvej E45 ved Horsens S.
Lokalambassadør
Har du spørgsmål eller vil du bare gerne tale med en lokal? Så kontakt lokalambassadøren:
Bjørn Rimdal
Kirkholmvej 17
7130 Juelsminde
Tlf.: 86 95 79 88
Mobil: 40 71 26 88