Gå til hovedindhold

Barrit

Barrit ligger tæt på Horsens og Juelsminde og har sin egen skole, dagtilbud og døgnåben købmand. Her er der kort vej til naturen, stærke fællesskaber og et aktivt kultur- og idrætsliv samlet omkring byens centrum.

Luftfoto af Barrit på en sommerdag

Menu

    Velkommen til Barrit

    Hvordan er det at bo her, og hvilke muligheder er der for børnepasning, skole, foreninger og kulturtilbud? Herunder får du et indblik i hverdagen og livet i Barrit.

    Barrit ligger naturskønt tæt på Vejle fjord og med kort afstand til både Juelsminde og Horsens. Byen har en stærk lokal identitet og et hverdagsliv, der samler sig omkring skole, idrætscenter og forsamlingshus.

    Barrit har sin egen døgnåbne købmand og et levende fællesskab, der også rækker ind i nabobyen Vrigsted. Her kender de fleste hinanden gennem frivillighed, fællesskaber og hverdagens møder.

    I nærområdet finder man Staksrode Skov med dramatiske skrænter og stier langs fjorden, og ved Stenhøj Strand er der adgang til både badeliv og udsigt over fjorden.

    Barritskov, en historisk herregård med skov og marker som bidrager til områdets særlige karakter ligesom Barrit Langgade er en af Danmarks længste hovedgader.

    Tilflyttere fremhæver den korte afstanden til Juelsminde og Horsens, og at man hurtigt lærer folk at kende.

    Vuggestue og børnehave
    Barrit Børnehus er en integreret daginstitution med både vuggestue og børnehave, organiseret under fælles ledelse med Barrit Skole. Institutionen ligger centralt i byen og har nyrenoverede rammer, motoriksal og et stort udeområde tæt på skov og strand. Den pædagogiske profil bygger på anerkendelse, fællesskab og nærvær, og der arbejdes aktivt med børneperspektiver og trygge overgange

    Dagpleje
    Dagplejen i Hedensted Kommune bygger på nærvær, genkendelighed og små børnegrupper med faste voksne. Mange dagplejere deltager aktivt i lokale legestuer og netværk, og pasningen foregår i trygge, hjemlige rammer – tæt på natur, skole og lokalsamfund.
    Find en dagplejer

    Skole og SFO
    Barrit Skole har 115 elever. Skolen rummer både almen undervisning og en kommunal specialafdeling, og samarbejdet med SFO og børnehus er tæt og velfungerende. Der arbejdes med inkluderende læringsmiljøer og fællesskaber, og skolen har fokus på trivsel, bevægelse og lokal forankring.

    Overbygningsskole (7.- 9. klasse)
    Efter 6. klasse fortsætter eleverne på Juelsminde Skole, som ligger ca. 10 minutters kørsel fra Barrit. Der tilbydes gratis skolebus, og Juelsminde Skole har linjer med fokus på bl.a. naturfag, kreativitet og bevægelse samt adgang til idrætscenter og bibliotek.

    Ungdomsskole – et fællesskab for unge
    Barrit hører under Ungdomsskolen Hedensted, som tilbyder klubmiljø, valgfag og aktiviteter for unge i 7. klasse og op til 18 år. Her kan man bl.a. tage knallertkørekort og lære førstehjælp.
    Læs mere op UngHedensted

    Barrit har et stærkt og levende fællesskab, hvor frivillighed og lokal sammenhængskraft præger hverdagen.

    Barrit Kultur- og Idrætscenter (BKI) er byens samlingssted og rummer både hal, mødelokaler og forsamlingshus. Her mødes lokale til alt fra gymnastikopvisning og fællesspisning til private fester og generalforsamlinger.

    Det tilhørende Legeunivers er åbent for både institutioner og familier og har netop gennemgået en større renovering.

    Barrit Gymnastik- og Idrætsforening (BGIF) samler børn, unge og voksne til gymnastik, badminton og padel. Foreningen er også medarrangør af byens traditionsrige Barrit Byfest, som hvert år samler hele lokalområdet til musik, aktiviteter og fællesskab.

    Spejderne i Barrit har deres egen gruppe og mødes ugentligt til klubaften. Her er der fokus på ansvar, samarbejde og lokale værdier.

    Den lokale Facebookgruppe Barrit Vrigsted Nyt fungerer som digital opslagstavle og bruges aktivt til alt fra pasningshjælp og fællesspisning til nabohjælp og lokale arrangementer.

    Barrit Jagtforening er en aktiv del af lokalmiljøet og afholder bukkejagt og sociale arrangementer. Foreningen samarbejder med nabobyer og har en tradition for at inddrage både unge og ældre i jagtens fællesskab.

    Barrit-Vrigsted Lokalarkiv inviterer til åbent hus og opfordrer lokale til at bidrage med billeder og fortællinger. Det styrker den fælles historie og identitet, og arkivet fungerer som et socialt mødested i Byens Hus.

    Barrit og Vrigsted Kirker afholder håndarbejdsaftener, koncerter og fællesskabsevents som guldkonfirmation og høstgudstjeneste. Kirkehuset bruges aktivt som socialt samlingssted, og arrangementerne er åbne for alle.

    Barrit har et aktivt fritidsliv med mange muligheder – både indendørs og udendørs. Byens centrale mødested er Barrit Kultur- og Idrætscenter (BKI), som rummer hal, fællessal, mødelokaler, legeunivers og udeområder med multibane, beachvolley, tarzanbane og padelbane. Her afholdes også koncerter, messer og fællesspisninger, og faciliteterne bruges af både lokale og besøgende fra nabobyer.

    Det tilhørende Barrit Legeunivers er åbent for institutioner og private. Indendørs findes motoriksal, puderum og klatrenet, mens udendørsområdet inviterer til leg og bevægelse året rundt.

    Barrit GIF tilbyder hold i bl.a. fodbold, badminton og gymnastik ofte med frivillige forældre som trænere. Foreningen er aktiv hele året og har også etableret en padelbane, som kan bookes af både medlemmer og gæster. Fredagsklubben i hallen er et fast socialt tilbud for ældre borgere og tilflyttere.

    Barrit Spejderne laver friluftsaktiviteter ude året rundt og har fokus på fællesskab, ansvar og natur. Barrit Jagtforening arrangerer fællestræning, skydebane og årlig jagtfrokost og bruger faciliteterne omkring hallen og det åbne landskab omkring byen.

    Barrit ligger få kilometer fra noget af den mest særprægede natur i Hedensted Kommune. Mange bruger Staksrode Skov og Stenhøj Strand året rundt – både til gåture, badning og vinterbadning. Her er kystskrænter, gamle bøgeskove og en lille badestrand, hvor børnefamilier ofte samles. Turforslag og stier findes fx via AllTrails – Staksrode rundt.

    Der er også adgang til kulturtilbud i nærliggende byer som f.eks. bibliotek og ungdomstilbud i Juelsminde. Borgere fra Barrit deltager også i musikundervisning, teater og dans gennem samarbejder med foreninger i Juelsminde og Glud.

    Barrit rummer klassiske landsbyhuse, rummelige villaer og enkelte landejendomme med god plads. Flere boliger har udsigt til åbne marker eller ligger tæt på fjord og skov.

    Priserne for boliger i Barrit ligger typisk mellem 850.000 og 2.400.000 kr., afhængigt af størrelse, beliggenhed og stand. 

    Prisniveauet er lavere end i Horsens og Vejle, hvilket gør Barrit attraktiv for købere, der ønsker mere bolig for pengene.

    Der er et mindre udbud af lejeboliger som primært findes via de almene boligforeninger, såsom Smedetoften og Domea, samt enkelte private udlejere.

    Lokale ejendomsmæglere fremhæver Barrit som en levende landsby med nærhed til naturen, lokale fællesskaber og et roligt hverdagsliv. Boligerne beskrives ofte som “charmerende med sjæl”, “ideelle til familieliv” og “mulighedsrig med god beliggenhed”.

    Busruter

    • Linje 105 (Horsens ↔ Juelsminde) med stoppesteder ved Barrit, Barrit Skole, Barrit Skovby og Smedskær
    • Linje 205 (Vejle ↔ Juelsminde) med stoppesteder ved Barrit, Barrit Skole og Barrit Stationsvej/Vejlevej
    • Skolebusser
      Elever fra Barrit får skolebus via rute 005 (Stenderup – Hornsyld – Barrit – Juelsminde Skole), som kører både morgen og eftermiddag på skoledage. Ruten indgår i Hedensted Kommunes oversigt over gratis skolebusser.

    Flextrafik

    Med Flextrafik får du adgang til en fleksibel og brugervenlig transport, der bringer dig fra dør til dør. Prisen afhænger af afstand og antal zoner. Du kører ofte sammen med andre passagerer, og ruten kan derfor variere lidt.

    Et særligt tilbud er de såkaldte knudepunkter – faste opsamlingssteder i hele kommunen, hvor du kan starte eller slutte din rejse og få en markant lavere pris. Det tætteste på Barrit er Barrit Skole.

    Du kan også bestille Flextur til en adresse uden for Hedensted Kommune – fx til lægebesøg eller fritidsaktiviteter i nabokommuner. Prisen er dog anderledes end ved ture inden for kommunen.

    På Rejseplanen.dk kan du beregne prisen og bestille din Flextur. Du kan også bestille ved at ringe på 87 40 83 00.

    Køretider til større byer

    • Horsens – ca. 15 min.
    • Vejle – ca. 25 min.
    • Brande – ca. 40 min.
    • Århus – ca. 50 min.

    Afstand er beregnet fra centrum til centrum og angiver en realistisk gennemsnitlig køretid..

    Regional infrastruktur:

    Fra Barrit er der ca. 15 minutters kørsel til motorvej E45 ved Hedensted (frakørsel 58). Det giver nem adgang til Aarhus og Trekantområdet.